Gå til hovedindhold

Nye pigmenter og effektlakker udfordrer eftermarkedet

Nye pigmenter og effektlakker udfordrer eftermarkedet

Mange nye biler leveres i dag med special- og effektlakker som standard. Lakker som ved reparation i forbindelse med en karrosseriskade kan være vanskelige eller ligefrem umulige at genskabe på eftermarkedet uden at foretage ud-sprøjtning på de tilstødende dele.

Disse lakker øger ikke alene reparationsomfanget, indkøbsprisen kan være mange gange dyrere end almindelige 1 og 2 lags lakker.     

Dyr lak på almindelig bil 

For få år siden blev kun ganske få biler leveret med speciellakering fra ny, og typisk har det været dyre og eksklusive biler, disse lakker blev anvendt på.

I dag er det anderledes. Helt almindelige biler leveres nu med disse dyre lakker. Lakker som ved reparation kan være vanskelige at retablere. Vanskelige fordi bilproducenternes sprøjtemetoder og muligheder er væsentligt anderledes, end de muligheder og sprøjtemetoder der anvendes på eftermarkedet.

Snyder øjet

Når Autolakereren på eftermarkedet skal "forsøge" at ramme den farve, bilen er født med, er det ofte umuligt, og derfor nødvendigt at snyde øjet, ved at foretage ud-sprøjtning på tilstødende dele. En reparationsmetode som er nødvendig, men også væsentligt dyrere, end i de tilfælde, hvor der kan males til kant. Når en lak med særlig farve og pigmenter skal beregnes i Autotaks/FORSI er det derfor nødvendigt at tage en snak med lakereren om de muligheder han har, udfra de materialer han har i henhold til sit blandeanlæg.

Farveforskel

Alene forskellen mellem de påføringsmetoder, der anvendes på fabrikkerne og eftermarkedet, vil ofte give en farveforskel. Fabrikkerne kan med deres sprøjtemetoder, sprøjte så tyndt, at det alene kan give en farveforskel.

Fabrikkerne kan lave en komplet lakopbygning på 80-90 mikros, hvor eftermarkedets produkter kræver min.110 mikros. Alene lagtykkelsen vil derfor i nogle tilfælde kræve ud-sprøjtning på de tilstødende dele.

Årsager til, at ud-sprøjtning kan være nødvendig:

  • Lagtykkelse
  • Materialesammensætning
  • Produktforskelle
  • Påføringsmetode
  • Skadens placering

Billedet viser lakering med sprøjteklokker, som anvendes på fabrikkerne.

Har du spørgsmål eller kommentarer så ring eller skriv til Dansk Bilbrancheråds tekniske konsulent Finn Larsen: Telefon 51 30 93 69 og mail fl@dbr.dk