Gå til hovedindhold

Urimelige og ulovlige krav under lup

Urimelige og ulovlige krav under lup

EU har iværksat en undersøgelse af, hvordan det står til med deres gruppefritagelsesforordninger, herunder den, der gælder for motorkøretøjsområdet.

Det er – i grove træk – den forordning, der gør, at bilfabrikkerne må etablere egne netværk af forhandlere og værksteder uden at komme på kant med konkurrenceloven. Tilsvarende er det også den, der giver de uafhængige værksteder deres grundrettigheder. Rettigheder som yderligere understøttes af typegodkendelsesforordningerne.

EU har efterspurgt hvilke problemer, der findes derude i virkeligheden - om nogen. Dansk Bilbrancheråd kommer i den forbindelse til at indgive et svar indeholdende følgende hovedudfordringer:

  • Rigide og ulovlige krav om ekstradokumentation for service m.v. ved garantisager. Dette gør sig især gældende med Kia, der ud over servicehæftet har et skriftligt krav om dokumentation i form af fakturaer, (mekaniker)underskrevne serviceplanskemaer og dokumentation for, at anvendte reservedele som minimum er af samme kvalitet som originale Kia-reservedele.
  • Udokumenterede oplysninger til bilejere om, at en given defekt ville have været udbedret kulant, hvis alle service var overholdt hos mærkeværkstedet. Sådanne udtalelser er en ”gratis omgang” for mærkeværkstederne og uden skyggen af mulighed for at lade sig dokumentere.
  • Udfordringer med at få adgang til reservedele – enten med henvisning til uddannelsesniveau eller med henvisning til sikkerhed. Det er især el-biler, der er genstand for uddannelsesproblematikken, hvor selv pladedele til rene skrue-arbejder har været nægtet solgt af Tesla.
  • Udfordringer med adgang til teknisk information, herunder – forlydende – et påbud fra visse mærker til deres værksteder om, at de ikke må udlevere teknisk data til uafhængige værksteder, medmindre der udfaktureres et større administrationsgebyr. Argumentet er, at sådanne oplysninger kan findes på de net-baserede platforme – uanset om disse er nede.
  • Tilkøbsgarantier; dvs. garantier, der først tilbydes til ikrafttræden umiddelbart efter udløb af fabriksgarantien – og som kunden takker ja til allerede på købstidspunktet af bilen (herunder Peugeot, Citroën m.v.) – eller hvor betingelserne er så uklart formuleret, at kunden bevidst vildledes til at tro, at service skal udføres hos det pågældende mærkes egne værksteder; sidstnævnte er aktuelt en udfordring med Toyotas hybridgaranti i perioden mellem 5 og 10 år.

Jeres rettigheder er Dansk Bilbrancheråds hjerteblod; både for fremtidens biler og nutidens. Oplever du derfor en udfordring med et bilmærke, hører vi meget gerne fra dig. Skriv gerne til info@dbr.dk