Pas på med AI i markedsføringen af biler!
Nye regler stiller krav til, hvordan bilforhandlere bruger kunstig intelligens i billeder, video og lyd i markedsføringen. Reglerne trådte i kraft 2. august 2026.
Kunstig intelligens bliver i stigende grad brugt til at gøre bilannoncer mere professionelle og visuelt attraktive. Men bilforhandlere skal være opmærksomme på de nye regler, når AI anvendes i forbindelse med markedsføringen.
AI-redigerede billeder og videoer skal mærkes
Hvis du bruger AI til at ændre eller redigere billeder, lyd eller video, der indgår i markedsføringen af en bil, skal det fremgå klart og tydeligt, at materialet er skabt eller ændret ved hjælp af AI. Du kan f.eks. anvende ’AI-genereret’, ’AI-redigeret’ eller tilsvarende betegnelser.
Det gælder eksempelvis, hvis et billede af en bil er blevet redigeret med AI for at gøre bilen eller omgivelserne mere attraktive.
Det samme gælder, hvis AI eksempelvis anvendes til at fremstille eller redigere en salgsvideo af en bil.
Mærkningen skal placeres, så kunden umiddelbart kan se den i forbindelse med billedet eller videoen. Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at skrive, at AI er anvendt, et sted sidst i annoncen.
Det er desuden vigtigt at det AI-redigerede billede eller video ikke fremstiller bilen på en vildledende måde, som kan være i strid med markedsføringsreglerne. Et redigeret billede eller video skal derfor altid fremstille køretøjet realistisk og som køretøjet fremstår. Du bør derfor altid tjekke om det redigerede billede også stadig matcher det oprindelige køretøj, således at AI ikke har sat kromlister, tonede ruder, sammenklappelige sidespejle eller andet på køretøjet, som den ikke har i virkeligheden.
Tekst er som udgangspunkt ikke omfattet af mærkningskravet
Anvendelse af AI til at udarbejde selve teksten i en salgsannonce udløser derimod ikke i sig selv et krav om AI-mærkning, når annoncen alene består af tekst.
Det ændrer dog ikke på bilforhandlerens ansvar for indholdet.
Alle oplysninger i annoncen skal være korrekte og vedrøre det konkrete køretøj, der annonceres. Det gælder eksempelvis oplysninger om bilens udstyr, stand, kilometerstand, model og øvrige egenskaber.
AI kan altså være et nyttigt værktøj i markedsføringen, men det fritager ikke forhandleren for ansvaret for, at oplysningerne til kunden er korrekte.
Husk derfor!
- Brug af AI til billeder, lyd eller video kan udløse krav om tydelig mærkning.
- Mærkningen skal være synlig og placeret, så kunden umiddelbart kan se den.
- Det er ikke nok at placere oplysningerne om AI-anvendelse nederst eller sidst i annoncen.
- AI-genereret tekst skal ikke nødvendigvis mærkes, men oplysningerne skal stadig være korrekte.
- Forhandleren har fortsat ansvaret for de oplysninger, der gives til en potentiel køber.
NB. Det er et ledelsesansvar at sikre korrekt anvendelse af AI. Det kan derfor være en rigtigt god ide, at sørge for, at virksomheden har opstillet faste rammer for brugen af AI, så de ansatte ikke er i tvivl om, hvornår, hvordan og i hvilket omfang AI må bruges i hverdagen. De faste rammer bør skrives ned og kan med fordel udformes som en politik for virksomhedens anvendelse af AI.
Lær mere på Dansk Bilbrancheråds bilsælgeruddannelse
Du kan lære mere om AI brugt til markedsføring af biler (både hvordan du gør, og hvilke krav du skal opfylde) på bilsælgeruddannelsen. Modul 1 afholdes d. 1. og 2. oktober på Business College Syd (Mommark).
Tilmeld dig her til Bilsælgeruddannelsen: DBR Sælgeruddannelse 2026 Tilmelding
Vil du læse mere inden tilmelding, så kan du finde informationer om bilsælgeruddannelsen her: Dansk Bilbrancheråds bilsælgeruddannelse | Dansk Bilbrancheråd
Henvendelse
Har du spørgsmål, er velkommen til at ringe til Dansk Bilbrancheråds jurist René Grønbech på tlf. 22 92 43 99 eller skrive en mail på rg@dbr.dk.