Gå til hovedindhold

Lærlinge må ikke opsiges på grund af sygdom

Lærlinge må ikke opsiges på grund af sygdom

Højt sygefravær giver ofte frustration, men lærlinge må ikke opsiges på grund af sygdom.

Mange virksomheder oplever, at en lærling har så meget sygefravær, at det går ud over både drift, planlægning og økonomi. 

Det kan derfor virke urimeligt, at virksomheden ikke bare kan afslutte uddannelsesaftalen, når lærlingen igen og igen melder sig syg. 

Men reglerne er klare: en lærling kan som udgangspunkt ikke opsiges eller få ophævet uddannelsesaftalen efter prøvetidens udløb, alene på grund af meget sygdom - det gælder både fysisk sygdom, men også psykisk sygdom, som blandt andet stress.

Det viser en ny afgørelse fra Tvistighedsnævnet fra den 26. februar 2026.

Sagen handlede om flere forskellige sygdomsforløb

I den konkrete sag havde lærlingen været syg flere gange af forskellige årsager. Der var blandt andet tale om madforgiftning, influenza, en forvredet ankel og senere rygsmerter. Altså helt almindelige sygdomsforløb og helbredsproblemer, som nogle mestre måske vil kunne genkende fra deres egen hverdag med lærlinge.

Virksomheden mente, at sygefraværet var så omfattende, at lærlingen ikke ville kunne gennemføre uddannelsen, og lærlingen blev derfor presset til at skrive under på en gensidig ophævelse af uddannelsesaftalen.

Sygdom er lovligt fravær

Tvistighedsnævnet kom frem til, at det ikke var lovligt. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om lovligt sygefravær. Sygdom er lovligt forfald og er derfor ikke misligholdelse. Når fraværet skyldes sygdom, giver det som udgangspunkt ikke virksomheden ret til at ophæve uddannelsesaftalen.

Samtidig fandt nævnet, at der ikke var tale om en reel frivillig gensidig ophævelse. Lærlingen havde følt sig presset til at skrive under for at kunne fortsætte sin uddannelse.

Det kan blive dyrt at gøre det forkert

Virksomhedens ophævelse blev derfor anset for uberettiget, og virksomheden blev dømt til at betale 40.000 kr. i godtgørelse til lærlingen.

Det er netop dette, mange virksomheder oplever som urimeligt; at de både står med fraværet i hverdagen og bagefter også risikerer at skulle betale godtgørelse. 

Men afgørelsen viser, at reglerne på dette punkt er meget klare. Efter prøvetidens udløb kan en uddannelsesaftale ikke ophæves, bare fordi lærlingen har et højt sygefravær. Sygdom er lovligt fravær, og derfor er der ikke tale om misligholdelse, som kan begrunde en ophævelse.

Konsekvensen kan være forlængelse

Hvis lærlingen på grund af sygefraværet ikke kan nå at gennemføre sin uddannelse inden for den aftalte periode, kan konsekvensen i stedet være, at uddannelsesaftalen må forlænges.

Hvad skal virksomheden gøre?

Har virksomheden en lærling med meget sygefravær, eller er der mistanke om, at lærlingen ikke reelt er syg, bør virksomheden ikke forsøge at presse en ophævelse igennem.

I stedet bør virksomheden håndtere situationen korrekt og sørge for at kunne dokumentere sit forløb. Det kan fx være at holde sygefraværssamtaler, indhente lægeerklæring og forsøge midlertidigt at tilpasse arbejdet i forhold til situationen - fx ændrede arbejdsopgaver eller skånehensyn - hvis det er muligt.

Klart budskab

Budskabet til virksomhederne er derfor klart: Højt eller længerevarende sygefravær hos en lærling kan være en stor belastning for virksomheden, men det giver som udgangspunkt ikke ret til at ophæve uddannelsesaftalen. Sker det alligevel, kan det blive dyrt.

Kontakt Dansk Bilbrancheråd, før der bliver taget skridt mod ophævelse.

Spørgsmål og rådgivning

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning, kan du kontakte Dansk Bilbrancheråds personalejuridiske hotline – Johanne Berner tlf. 22 41 51 03 eller Mille Vollmer på e-mail mv@dbr.dk.