Gå til hovedindhold

EU giver den frie branche adgang til bildata

EU giver den frie branche adgang til bildata

EU: Selvfølgelig må bilfabrikanter ikke begrænse den frie branches adgang til data.

Præciseringer fra EU omkring typegodkendelsesforordningen (2018/858) får direkte betydning for de frie og uafhængige værksteder. 

Ændringen knæsætter, at bilfabrikanter ikke må begrænse uafhængige aktørers adgang til OBD-data til brug ved diagnose, reparation og vedligeholdelse – heller ikke med henvisning til cybersikkerhed.

Samtidig får bilfabrikanterne nu mulighed for at indføre forholdsmæssige og gennemsigtige cybersikkerhedsforanstaltninger. Det kan fx betyde krav om:

  • autentificering af diagnoseudstyr og brugere
  • sporbarhed og logning af adgang
  • i særlige tilfælde forbindelse til fabrikantens server

Disse tiltag må dog ikke føre til diskrimination af frie værksteder eller gøre adgangen ringere end for autoriserede reparatører.

De nye regler præciserer også, at:

  • adgang via andre løsninger end OBD-stikket (fx trådløs data) skal gives på samme vilkår
  • informationer om batterier, ADAS-systemer og softwareopdateringer skal udvides
  • uafhængige værksteder på sigt skal kunne omprogrammere styreenheder på lige vilkår

Ændringerne skal sikre fair konkurrence, fremtidssikre reparationer og fastholde de frie værksteders adgang – også i en tid med mere software, data og cybersikkerhed.

De nye regler træder i kraft i løbet af maj.

Dansk Bilbrancheråd mener

Vi ser med stor tilfredshed på en yderligere styrkelse af regelsættet for adgang til data. Rådet frygter dog, at manglende fokus på håndhævelse – måske især overfor de mange nye el-bilsproducenter – kan hæmme de ellers gode takter, som EU igen viser, afslutter adm. direktør Erik S. Rasmussen.

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt vicedirektør Johanne Berner på tlf. 22 41 51 03 jbh@dbr.dk.