Den nye personvogns-uddannelse og godkendelse af lærepladser
Fra 1. august begynder den nye mekanikeruddannelse, hvor man kan blive specialiseret i enten elbiler (EV) eller fossilbiler (ICE), hvilket også vil påvirke, hvordan lærepladser godkendes.
Efter sommerferien begynder en moderniseret personvognsmekanikeruddannelse for nye elever (tidligere årgange, der endnu er under uddannelse, fortsætter på den hidtidige uddannelsesordning).
Fra 1. august 2026 bliver nye elever uddannet som personvognstekniker med speciale i enten ICE (Internal Combustion Engine) eller EV (Electrical Vehicle). Som færdiguddannet bliver deres titel hhv. personvognstekniker - ICE eller personvognstekniker - EV.
Hvad med læreplads-godkendelserne?
Ændringen i uddannelsen giver også ændringer i forhold til godkendelse af lærepladser.
Dansk Bilbrancheråd forventer, at alle der har en godkendelse til den nuværende og fulde personvognsmekanikeruddannelse automatisk får en lærepladsgodkendelse til den nye personvognstekniker - ICE.
Herudover, at der vil komme en udvælgelse, af dem der kan og vil godkendes til personvognstekniker - EV. Formentlig baseret på et spørgeskema.
Håbet er, at Industriens Uddannelser i løbet af april vil komme med en udmelding om det nærmere forløb.
Sådan bliver opbygningen af den nye uddannelse
Den nye og opdaterede uddannelse kommer til at bestå af to grene, dvs. den nuværende personvognsmekanikeruddannelse bliver delt op i to. Opdelingen sker dog først i slutningen af uddannelsesforløbet.
Alle begynder med et fælles grunduddannelsesforløb på 20 uger og et hovedforløb på 30 uger med samme indhold som tidligere, dvs. bestående af de væsentligste fag indenfor både forbrændingsmotorer og eldrevne biler.
Herefter specialiserer lærlingene sig indenfor el- eller forbrændingsmotorer i et såkaldt speciale. Specialet har en længde på 5 uger og bliver dét, der afgør uddannelsens endelige navn.
Det ene speciale får navnet "Personvognstekniker - ICE" (Internal Combustion Engine) og fokuserer på biler med forbrændingsmotorer.
Den anden uddannelsesretning får navnet "Personvognstekniker - EV" (Electrical Vehicle) og fokuserer på elbiler.
Billede er fra VIP-lærlinge-arrangementet i 2025 for lærlinge hos Dansk Bilbrancheråds medlemmer inviteret af Tun Din Fremtid-kampagnen. Fremover bliver lærlinge uddannet til personvognsteknikere med speciale i enten fossilbiler eller elbiler.
Henvendelse
Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt vicedirektør Johanne Berner på tlf. 22 41 51 03 jbh@dbr.dk.