Motorstyrelsen er påbegyndt udsendelse af vejledningsmateriale via e-Boks til virksomheder med en eller flere varebiler. Vejledningsmaterialet til virksomhederne skal bidrage til en større regelefterlevelse ved brug af varebiler.
Vejledningen er udelukkende gældende for almindelige varebiler. Den gælder derfor ikke for mandskabsvogne og specialindrettede varebiler, hvor varerummet fx er indrettet med fastmonterede skuffer og skabe.
Hvad skal du være opmærksom på?
Motorstyrelsens henviser i deres brev til en vejledning fra november 2022, der indeholder information om, hvad en varebil må bruges til.
Du må kun anvende din varebil til erhvervsmæssig brug.
Det er erhvervsmæssigt brug, når du eller dine medarbejdere fx:
- kører til spisning eller henter mad i arbejdstiden.
- kører hjem i bilen op til 25 gange om året, når bilen den næste dag skal bruges erhvervsmæssigt (fx kørsel til møde eller kursussted) eller medarbejderne kører fra hjemmet til arbejde dagen efter, bilen har været brugt erhvervsmæssigt. Selv om begge kørsler er til og fra én begivenhed, tæller det for to kørsler.
- henter eller sætter kolleger af i forbindelse med kørsel mellem hjem og arbejde. Det er en betingelse, at arbejdsgiveren har beordret det.
Du må ikke anvende din varebil til privat brug.
Det er privat brug, når du eller dine medarbejdere fx:
- kører til fritidsaktiviteter.
- kører med børn til og fra institutioner.
- fragter private ting (fx møbler, campingvogn eller haveaffald).
Motorstyrelsens vejledning om anvendelse af varebiler kan findes her: Vejledning om anvendelse af varebiler.
Hvis du ønsker at bruge din varebil til privat brug, så kan du købe dagsbeviser hos SKAT gennem Motorregisteret eller gennem Motorstyrelsens app. Læs mere her.
Henvendelse
Har du spørgsmål eller kommentarer så kontakt Dansk Bilbrancheråds repræsentant i Motorkontaktudvalget, Rasmus Saaby Hansen på tlf. 22 92 43 99.