Gå til hovedindhold

Det er nu, du skal aftale sommerferieplaner med dine medarbejdere

Det er nu, du skal aftale sommerferieplaner med dine medarbejdere

Har du medarbejdere, der skal holde ferie til sommer? Læs her, hvad du skal være opmærksom på

Selvom der er længe til sommer, så skal du alligevel begynde allerede nu at aftale ferieafholdelse med dine medarbejdere. Dine medarbejdere har ret til at holde mindst 3 ugers optjent ferie i sammenhæng i hovedferieperioden mellem 1. maj og 30. september. Du skal varsle ferie til afholdelse 3 måneder før, hvis du vil være sikker på, at dine medarbejdere holder deres hovedferie, når det passer dig af hensyn til driften.

Hovedferie skal varsles med 3 måneder

Det er dig, der fastsætter, efter forhandling med medarbejderen, hvornår ferien skal holdes. Du skal under hensyntagen til din virksomheds drift så vidt muligt imødekomme medarbejderens ønske om, hvornår ferien skal holdes, herunder ønske om, at hovedferien holdes i medarbejderens barns skolesommerferie.

Kan du af hensyn til driften ikke imødekomme medarbejderens ønsker, kan du ensidigt fastsætte, hvornår medarbejderens hovedferie (3 uger) skal holdes, det vil sige, at du kan fastsætte, at medarbejderen skal holde ferie på et andet tidspunkt end det ønskede. Det kræver dog, at du varsler det korrekt i henhold til ferielovens varslingsfrister, som er mindst 3 måneder før. Øvrig ferie (restferie 2 uger) skal varsles 1 måned før.

Det er ikke nødvendigt at foretage en direkte varsling, hvis du kan imødekomme medarbejderens ferieønsker – det giver ofte også det bedste resultat uden sure miner. 

Hvis du holder virksomhedslukket, skal du varsle ferie til afholdelse 3 måneder før, du holder lukket, så dine medarbejdere ved - og kan planlægge efter - hvornår de skal holde sommerferie.

Hvis varslingsfristen ikke kan overholdes, fordi der er under 3 måneder til ferien ønskes holdt, kan I stadig godt lave en aftale om, hvornår ferien skal holdes. Men hvis I ikke kan blive enige, så kan du også vælge ikke at imødekomme medarbejderens ferieønsker. Medarbejderen skal også varsle ferie 3 måneder før.

Vær i øvrigt opmærksom på

  • Du kan kun varsle ferie, som medarbejderen har optjent ret til betaling for. Du kan ikke pålægge dine medarbejdere at afholde ferie uden løn – undtaget er dog, hvis du holder virksomhedslukket.
  • Hvis du varsler ferie til påske, fx fordi du holder lukket, så vær opmærksom på, at der også skal være tilstrækkelig ferie med løn til at holde sommerferie (hovedferie).
  • Medarbejderen har ret til at holde 3 ugers hovedferie sammenhængende i perioden 1. maj til 30. september, men medarbejderen kan også vælge at holde 3 uger forskudt, hvis det passer i forhold til driften, og du er enig. Hvis I er enige om, at hovedferien placeres uden for hovedferieperioden, så kan I også aftale det.
  • Du kan ikke pålægge en sygemeldt medarbejder at holde ferie, men medarbejderen kan dog selv vælge at holde ferie, selvom medarbejderen er sygemeldt. Forsøg at få forholdet afklaret med medarbejderen, hvis det er relevant.
  • Hvis ikke hovedferien bliver afviklet i hovedferieperioden er der risiko for, at medarbejderen ikke får holdt sin ferie og dermed får ophobet en masse ferie. Hvis ikke ferien er afholdt inden den 31. december, så mistes den – dog ikke den 5. ferieuge.
  • Den 5. ferieuge skal udbetales til medarbejderen eller overføres til næste ferieår, medmindre du 1 måned før, har varslet den til afholdelse inden den 31. december. Medarbejdere på barsels-/forældreorlov eller sygemeldte medarbejdere er dog lovligt ferieforhindrede og de kan godt få overført ferie – også mere end den 5. ferieuge.

Spørgsmål til feriereglerne

Har du spørgsmål til feriereglerne, kan du kontakte Dansk Bilbrancheråds personalejuridiske hotline – Mille Vollmer tlf. 30 14 52 06, mv@dbr.dk.