Gå til hovedindhold

Nyt fra ankenævnet – om forventninger og viden

Nyt fra ankenævnet – om forventninger og viden

To nye afgørelser fra Ankenævn for biler sætter fokus på forventningsafstemningen – og vigtigheden heraf – ved køb af selv helt nye biler.

Hvad kan man forvente af en ny bil – og hvor meget vægt skal man tillægge de ofte maleriske beskrivelser af biler, som fabrikanten fremsætter i markedsføringsmaterialet?

Det sætter to nye afgørelser fra Ankenævn for biler fokus på; for ofte er det forventningsafstemningen, der er helt afgørende ved køb – både af nye og brugte biler.

Den rummelige Hyundai Ioniq 5

En Hyundai Ioniq 5 er en sællert, med plads til ”bagage, børn, husdyr og venner” ifølge markedsføringsmaterialet. Der er ”en enestående bagagerumskapacitet”, den er ”perfekt til weekendtur og transport af store genstande” og kan trække op til 1.600 kg. på krogen. Det er de anprisninger, der – ordret – fremgår af markedsføringsmaterialet.

En forbruger med en familie på 5 købte på baggrund heraf en fabriksny Hyundai Ioniq 5, men konstaterede hurtigt, at bilens reelle lasteevne var ringere, end forbrugeren forventede. Forbrugerens familie vejede samlet ca. 320 kg. og da bilens nyttelast var opgjort til 349 kg., så var der reelt kun plads til en bagage på 29 kg. Til sammenligning påpegede forbrugerne, at en Toyota Yaris måtte laste ca. 16 % mere. Den ringe lasteevne gjorde, at bilen hurtigt efter eksempelvis en indkøbstur i supermarkedet blev ulovlig at køre i og fik ringere køreegenskaber som følge af overlæsset. Tilsvarende i øvrigt med trækevnen, der reelt var en nullitet, hvis bilen var fuldt lastet.

Forbrugeren – repræsenteret af FDM - krævede derfor et afslag i købesummen på 40.000 kr. hvilket forhandleren afviste.

Ankenævnets flertal vurderede, at bilen ikke var mangelfuld. Bilen var – trods de måske nok lidt optimistiske vendinger i markedsføringen – egnet til sit formål, og afveg ikke fra tilsvarende biler af samme mærke og model. Mindretallet – i form af FDM – mente, at bilen var mangelfuld, fordi den ganske enkelt ikke var egnet til den store familieferie. Sagen har sagsnr. 21344.

Som en kommentar til afgørelsen kan det bemærkes, at vægt og elbiler ER et problem, for jo mere batterierne vejer, jo mindre er der tilbage til ”resten”. Derfor kan vægt faktisk være relevante at drøfte med bilkøberne – både af nye biler og af brugte.

Adaptive systemer med begrænset rækkevidde

En forbruger købte en fabriksny BMW 218d, 2,0 Grand Tourer aut med en kamerabaseret løsning til de adaptive førersystemer. Forbrugeren reklamerede efter knap 45.000 km. over, at løsningen var dårligt konfigureret, fordi den slog fra ved stærk modlys, kørsel over 140 km./t (og under 30 km/t), ved særlige skyggeforhold m.v. Alt sammen noget, som forbrugeren mente, at han skulle have været oplyst specifikt om ved købet, fordi det havde væsentlig betydning for hans køb af bilen.

En sagkyndig gennemgik bilen for Ankenævnet og vurderede ikke, at der var nogen tekniske fejl ved systemerne – det virkede altså, som det skulle, men havde sine indbyggede begrænsninger, blandt andet i form af de forhold, som forbrugeren påpegede.

Et enigt ankenævn kom frem til, at der var tale om egenskaber ved de adaptive førersystemer; det var ganske simpelt sådan, de var fabrikeret. Systemerne var ikke fejlbehæftet i sig selv, og der var heller ikke grundlag for at fastslå, at netop denne forbruger havde fået forkerte eller vildledende oplysninger ved salget. Derfor kunne han ikke få medhold. Sagen er behandlet under sagsnr. 21003.

Forventningsafstemningen er så vigtig 

Som det fremgår af begge sager, så er det forventningen, der kan briste – købers (uudtalte) forventninger opfyldes ikke.

Netop forventningsafstemning er blevet vigtigere end nogensinde før med den nye købelov, der trådte i kraft 1. januar 2022. Vi er nu for alvor trådt ind i nyt og ukendt territorium i kraft af den fordoblede formodningsperiode, og vil fremadrettet kunne se mere præcist, hvordan reklamationer efter 6 måneder vil blive fortolket ifht. fx almindelig slid.

Er du nysgerrig på fortolkningen, købeloven generelt og ikke mindst den nye købelov, så husk, at du stadig kan købe Juridisk Håndbog for Bilforhandlere til kun 395,-. Køb den her.

Henvendelse

For yderligere spørgsmål kan juridisk chef Johanne Berner kontaktes på jbh@dbr.dk – eller 22415103.