Gå til hovedindhold

Ny funktion i Autotaks/FORSI forbigås af Taksatorer

Ny funktion i Autotaks/FORSI forbigås af Taksatorer

 

I Autotaks/FORSI er der nu mulighed for, at taksator kan tage kontakt til reparatørerne angående taksatorrapporten. Men taksatorerne bruger ikke funktionen.

For ca. 1 måned siden blev en ny dialogfunktion i Autotaks/FORSI introduceret, dog uden den store tilslutning fra taksatorerne.

Funktionen gør det muligt for taksator at åbne op for dialog omkring de positioner på taksatorrapporten, der kan være tvivl om.

Med andre ord; taksatoren kan nu, hvis han ønsker det, stille spørgsmål til de beregningstilbud, som reparatørerne sender til godkendelse.

Der var brug for en ændring

Hidtil har taksatorerne ukritisk kunne slette positioner, som genererer reservedele, arbejdstid og andre materialer på både karrosseri og lakeringsrapporten uden at involvere reparatørerne.

Med ovenstående slette-politik har Forsikringsselskaberne gennem mange år dermed selv kunne bestemme, hvad de vil betale for karrosseri og lakeringsarbejde.

Ingen reparatører har, med de i forvejen pressede reparationspriser, tid til at forsøge at komme igennem til en taksator på telefonen og at søge forklaringer, der alligevel ikke gør nogen forskel.

Dialog er vigtig

Dialogfunktionen er derfor formentligt blevet lagt ind i systemet, fordi skadesbranchen gennem mange år har forsøgt at gøre opmærksom på, at de skriftlige reparationstilbud, som bliver sendt til godkendelse, bliver reguleret uden dialog og efter den enkelte forsikringstaksator egne regler.

Det er noget, som i andre brancher aldrig vil kunne finde sted, netop fordi dialog er nødvendig; autoskader er individuelle og kræver derfor individuel betaling.

Dansk Bilbrancheråd hjælper medlemsvirksomheder med at beregne skader, og vi har derfor kunnet følge med i, hvor mange taksatorer der vælger at bruge dialogfunktionen. Og det er ikke mange.

TRYG taksator har egen mening om funktionen

Som et eksempel på den manglende brug af dialog-funktionen kan nævnes en skades-sag, hvor der skulle udskiftet en bagskærm på en bil, hvor TRYG er forsikringsselskabet og Dansk Bilbrancheråd hjælper reperatøren med en gennemgang af rapporten. 

På rapport fra TRYG-forsikring vælger taksator her at flytte en skarring fra panel til knæstykke. Derved kan han regulerer den tid, som Autotaks/FORSI udløser, til en tid han tilfældigt trækker op af hatten.

På den rettede rapport er det desuden kun synligt, at tiden til udskiftningen er reduceret - det fremgår ikke hvorfor.

Først da Dansk Bilbrancheråd kontakter taksatoren og spørger ind til de rettelser, som er fortaget, får vi forklaringen på rapporten og den reducerede tid.

Taksator har ikke tid til at bruge den nye funktion

Dansk Bilbrancheråd nævner for taksatoren den nye dialog-funktion og spørger om, hvorfor taksatoren ikke anvender den.

Taksatoren svarer, det har han ikke tid til, og at reparatørerne i øvrigt ikke forstår, hvordan den skal bruges.

Måske er det den generelle holdning til system-opdateringerne og reparatørernes evner?

 

Hvis du har spørgsmål, så kontakt Teknisk Konsulent Finn Larsen på tlf. 51309369 eller mail fl@dbr.dk.