Tænk sig – fejedrengen må ikke feje!

Frem med de analoge rengøringsværktøjer til de unge mennesker

Dansk Bilbrancheråds lærlingekonsulent, Lucas Hultgren, er i denne uge i Motormagasinet med et debat-indlæg om fejedrenge/-piger, der ikke må feje! Det følger efter et tidligere debat-indlæg, hvor Lucas Hultgren opfordrerde værkstederne til at genoptage praksis med "fejedrengs"-ordningen.

Et af vores værksteder og medlemmer hos Dansk Bilbrancheråd fik for nyligt et strakspåbud fra Arbejdstilsynet for at have ladet deres 14-årige fejedreng – hold på hat og briller - gøre brug af en fejemaskine/gulvvaskemaskine!

Fejemaskine/gulvvaskemaskine var endda en maskine, der af sikkerhedsmæssige årsager er indrettet sådan, at man skal have begge hænder på rattet, for at den overhovedet kan køre.

Ironien løber ned ad væggene

Det er jo, så ironien løber tykt flydende ned af væggene. Og det tragikomiske faktum i, at en fejedreng øjensynligt ikke må gøre brug af en fejemaskine, er jo ikke til at overse. Det siger desværre rigtig meget om de mange benspænd, som vores branche og værksteder dagligt står overfor.

Isoleret set havde Arbejdstilsynet ret; det er en maskine med såkaldt roterende dele, og det er ifølge reglerne ulovligt for en ungarbejder under 18 år at bruge, men det er jo kun i juraen og hos arbejdstilsynet, at dette strakspåbud har nogen som helst grad af fornuft!

Et forbud som i øvrigt er det første af sin slags på området, hvorfor denne sag desværre kommer til agere rettesnor for fremtidig fortolkning af bekendtgørelserne, forstået på den måde, at det nu for fremtiden er ulovligt for fejedrenge- og piger at vaske gulv med maskine, hvorfor sagen netop er så aktuel og afgørende for os i branchen at gå op imod.

Det kan ikke være rigtigt

Selvfølgelig skal vi have sikkerhedsforanstaltninger og regler på dette område, for der er klart maskiner, der er alt for farlige for unge og børn at bruge, naturligvis!

Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi skal udstyre de unge fejepiger og -drenge med en spand og en moppe, når der er tilgængelige og fuldt ud forsvarlige og sikre remedier, der gør arbejdet lettere – og er bedre for det fysiske arbejdsmiljø.

Derfor bør vi råbe op i branchen, når vi som her støder på regler, der på ingen måder virker efter hensigten og intentionen. Jeg nægter at tro på, at det har været lovgivers intention, da man lavede regler om forbud mod brug af maskiner med roterende dele, at unge piger og drenge ikke måtte vaske gulv eller slå græs.

Betonagtig lovgivning

Vi har altså her et krystalklart eksempel på al for rigid og betonagtigt lovgivning og regler, der agerer benspænd for vores mulighed for at gøre det, som alle - både politikere og myndigheder – er enige om, at vi skal, nemlig få vendt udviklingen og sørge for at langt flere unge tager sig en erhvervsuddannelse og går ind i de brancher, der er i fatal mangel på arbejdskraft allerede nu og for fremtiden.

Myndigheder og lovgiver har også et kæmpestort ansvar for at sikre, at reglerne og rammerne er i orden, for at vi kan gøre vores arbejde for at få unge til at vælge netop vores ellers enormt gode branche.

Derfor er vores budskab klart og tydeligt her fra Dansk Bilbrancheråd og fra mig som lærlingekonsulent til Arbejdstilsynet og de relevante myndigheder:

Lad os nu få kigget på disse bekendtgørelser og regler! Det kan ikke være lovens hensigt og intention at agere benspænd for at få unge ind på erhvervsuddannelserne, og da slet ikke når der er tale om fuldt ud forsvarlige og sikre maskiner, som - såfremt man ikke tager den i brug - faktisk forværrer de unges arbejdsmiljø!

Henvendelse

Lærlingekonsulent Lucas Hultgren på mail lth@dbr.dk eller på telefon 30200848.