Advarselsmeddelelse

Bemærk at du har lov til at se denne intranet-side fordi du har klikket på et link fra et nyhedsbrev.Hvis du vil se mere på intranettet skal du logge ind først.

Kontantforbuddet sænkes til 15.000 kr. fra og med 1. marts.

Kontantforbuddet sænkes til 15.000 kr. fra og med 1. marts.

Grænsen for, hvor mange kontanter en erhvervsdrivende må modtage på én gang, nedsættes fra 1. marts, så der ikke længere må modtages 15.000 kr. eller mere.

Fra 1. marts sænkes kontantforbuddet endnu en gang og denne gang til 15.000 kr.

Det betyder, at selvom du som erhvervsdrivende på den ene side har pligt til at modtage kontanter, så skal du vare dig grundigt for at modtage mere end kr. 14.999,50 – og du skal som tidligere have øje for, om der er tale om én samlet transaktion eller flere uafhængige.

Én samlet transaktion er eksempelvis én faktura, der deles op (herunder afdrag på køb af bil). Køb af flere biler samtidig, vil også være det.

Risikoen er fortsat bøde – og praksis er her fast: 10 % af beløbet, der er modtaget over grænsen, dog mindst 10.000 kr. pr. overtrædelse (helt ned til 1 krone).

En byrde for de erhvervsdrivende

Dansk Bilbrancheråd undrer sig – som ved tidligere sænkelser – over, at der på ny lægges en byrde på de erhvervsdrivende. Mange købere har fortsat kontanter af ren og skær vane (eksempelvis de ældre) – og efter en markant inflation, er der mange varer, der koster mere end 15.000 kr. Eksempelvis koster den nyeste iPhone godt 10.000 kr. i ren handel; et beløb, der ikke ligger langt fra den nye kontantgrænse.

Derfor rammer en sænkelse også skævt – de mennesker, der har ”sorte tusser” liggende hjemme, skal nok finde en vej til at få dem omsat.

Et selvstændigt problem ved sænkelsen er også handel med eksportbiler, hvor køber gerne har kontanter med.

Henvendelse

For nærmere om kontantforbuddet kan vicedirektør Johanne Berner, tlf. 22 41 51 03, eller advokatfuldmægtig Rasmus Hansen, tlf. 22 92 43 99, kontaktes.