Forbrugerombudsmanden har fornylig indskærpet reglerne om vildledning over for virksomheder, der havde påstået, at virksomhedens produkter var bedre for miljøet eller er mindre miljøbelastende, end de faktisk var. Der er en række krav, du skal være opmærksom på, når du vil gøre brug af klima- eller miljøudsagn i din markedsføring.
Hvis din virksomheds produkter er mindre belastende for klimaet eller miljøet, eller din virksomhed gør en indsats for klimaet eller miljøet, er det naturligt, at du ønsker at markedsføre disse budskaber. Markedsføringen skal overholde markedsføringsloven, hvilket betyder, at markedsføringen ikke må være vildledende, og faktiske oplysninger skal kunne dokumenteres.
Du skal kunne dokumentere, at de klima- eller miljøudsagn, der anvendes i markedsføringen er rigtige. Generelle udsagn er positive udsagn om din virksomhed eller produkter som "grøn", "klimavenlig" eller "bæredygtig". Hvis du bruger sådanne udsagn, uden samtidig at oplyse, hvorfor virksomheden eller produkterne for eksempel er klima- eller miljøvenlige, skal du kunne i dokumentere det generelle udsagn. Dette skal gøres ud fra en livscyklus-analyse af jeres produkter, der viser, at virksomheden, eller produkterne, ikke forringer de kommende generationers mulighed for at opfylde deres behov.
Det er derfor meget vanskeligt at kalde et produkt mv. bæredygtigt eller bruge generelle udsagn uden at vildlede. Det kan være en fordel at markedsføre sig med konkrete udsagn. Der er udsagn om en nærmere bestemt klima- eller miljøfordel ved et produkt. Dette kan for eksempel være en oplysning om, at produktet er produceret af genbrugsplast - dette kræver naturligvis, at produktet så er produceret af 100 % genbrugsplast.
Hvis det er selve virksomheden, du ønsker at markedsføre, kan det oplyses, at virksomheden laver bæredygtige tiltag. Det forudsætter, at du oplyser, hvilke tiltag du konkret har lavet. Tiltagene skal fremme bæredygtighed.
Helhedsindtrykket kan i sig selv være vildledende
Det er ikke kun de ord, du bruger i markedsføringen, som kan betyde, at markedsføringen er vildledende. Billeder, tegninger, farver mv. kan give indtryk af, at produktet ikke skader miljøet.
Forbrugerombudsmanden har omtalt en sag, hvor en sodavandsflaske, der delvist var fremstillet af plantemateriale, blev markedsført med udsagnet ”100 % genanvendelig flaske”. Udsagnet var korrekt, men fordi udsagnet var suppleret af et billede af flasken, hvor der kom planter, gårde, vindmøller, dyr mv. ud, gav markedsføringen indtrykket af, at det var en særlig miljøfordel, at flasken var 100 % genanvendelig, og markedsføringen var derfor vildledende.
Hvis du vil vide mere om miljømarkedsføring kan du læse Forbrugerombudsmandens "Kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring", der kan findes her.
Har du spørgsmål, så kontakt advokatfuldmægtig, Rasmus Saaby Hansen (22924399).