Opdatering af udlejningsbekendtgørelsen på vej

Ved biludlejning behøver man ikke have lejekontrakten i hånden - formalia kan registreres digitalt.

Færdselsstyrelsen barsler med en opdatering af udlejningsbekendtgørelsen - godt, men ikke godt nok, mener Dansk Bilbrancheråd. 

Færdselsstyrelsen har sendt et udkast til en opdatering af udlejningsbekendtgørelsen i høring. 

Anledningen er - ifølge Færdselsstyrelsen - et ønske om at foretage en sammenskrivning og præcisere, at lejekontrakten kan udarbejdes elektronisk; eksempelvis hvis man anvender Carbuddiis løsning til elektroniske lejekontrakter.

Rådet ærgrer sig

Dansk Bilbrancheråd er tilfreds med opdateringen, da den cementerer, at den digitale hverdag naturligvis er lovlig.

Rådet ærgrer sig imidlertid over, at Færdselsstyrelsen ikke samtidig foretager en gennemgribende opdatering af bekendtgørelsen, så der eksempelvis sondres mellem udlejning til erhverv og udlejning til forbrugere i forhold til selvrisiko fx.

Tilsvarende - og helt grundlæggende - i forhold til selvrisiko og størrelse; 5.000 kr. dækker ikke nødvendigvis den selvrisiko, som udlejer står med, særligt ikke for unge bilister.   

Bekendtgørelsen skal træde i kraft 1. juli 2022. 

Henvendelse

Kontakt juridisk chef Johanne Berner ved kommentarer eller spørgsmål på jbh@dbr.dk eller på 22415103.