Dansk Bilbrancheråd har netop indgået en fantastisk aftale om sponsering af Touringcar Academy, der i et tæt samarbejde med Insight Racing vil bruge DS3-cup til at tiltrække flere unge til personvognmekaniker-branchen.
Dansk Bilbrancheråd vil – med lærlingekampagnen ”Tun din fremtid – bliv mekaniker” som spydspids – tiltrække flere lærlinge til branchen. Det arbejde underbygges nu yderligere via rådets sponsoraftale med Touringcar Academy.
Akademiet er stiftet i et samarbejde med Insight Racing i Hedehusene og har til formål at tiltrække nye interesserede unge til mekaniker-faget.
Dette passer som fod i hose med Dansk Bilbrancheråds stærke fokus på at tiltrække endnu flere lærlinge til branchen.
Akademiet arbejder med teams i DS3-cup, der startede sæsonen op i begyndelsen af maj på Padborg Park.
Til stede ved sæsonstarten var lærling Michelle Delfs Bæk fra Knuds Auto i Jelling, der deltog efter at have været finalist til DM i Skills weekenden før.
Michelle har allerede meldt sig til at være en del af Touringcar Academy resten af resten af racesæsonen. Lige som Dansk Bilbrancheråd vil bruge hende som ambassadør med henblik på at få flere kvinder i mekanikerfaget.
Direktør i Dansk Bilbrancheråd, Erik Rasmussen, og næstformand Henrik Hansen underskrev den 18. maj 2022 sponsorkontrakten med de to bærende kræfter i Touringcar Academy, Morten Hersoug og Martin Jensen, der til daglig driver Insight Racing.
Kommentarer, ideer eller spørgsmål rettes til kommunikationschef Majbrit Berthelsen mb@dbr.dk eller tlf. 40184884.