Sagen om fartbøderne har nået dagspressen

Efter initiativ fra Dansk Bilbrancheråd er en håndfuld aktører gået sammen for at ændre praksis og regler omkring "gamle fartbøder", og nu er sagen landet i dagspressen.

Dansk Bilbrancheråd er gået sammen med en række andre brancheaktører, herunder SMVdanmark, for mediemæssigt, juridisk og politisk at angribe sagen om de gamle fartbøder.

Sagen om de aldrende fartbøder har været omtalt her på dbr.dk og i nyhedsbrevet flere gange (se links nederst), og nu er Dansk Bilbrancheråd - på rådets initiativ - gået sammen med en række andre brancheaktører, herunder SMVdanmark.

Formålet med samarbejdet er at ændre både regler på området, men også nuværende praksis i håndteringen af de gamle fartbøder blandt andet gennem mediedækningen. 

Samarbejdet har allerede båret frugt mediemæssigt, da sagen i forrige uge blev omtalt i Finans.dk: Efter tre år uden behandling af fartbøder: Tom Riis Jensen modtog 104 fartbøder på en måned - FINANS samt i den trykte Jyllands-Posten. Desuden var historien hos Berlingske omtalt som en af dagens fem vigtigste historier.

Om sagen kort

I februar begyndte Dansk Bilbrancheråd at få henvendelser fra medlemmer om fartbøder på udlejningskøretøjer. Medlemmerne havde modtaget næsten to år gamle fartbøder, som nærmede sig to-års-fristen for forældelse af bøder. 

Alle de berørte medlemmers virksomhed er af typen "enkeltmandsvirksomhed", hvilket er ophavet for hele sagen. For det var uklart - åbenbart i lang tid - for politiet, om det var ejeren eller selve virksomheden, der skulle sigtes og dermed modtage bøden.

Dansk Bilbrancheråd er imod det objektive bødeansvar for ejeren af bilen/bilerne, specielt når ejerens refusionsmuligheder yderligere svækkes ved, at politiet er op imod to år om at udsende bøden.

Derfor har rådet anbefaling været, at man fremsender indsigelser til de sager, hvor der er gået mere end 16-18 måneder fra gerningstidspunktet og til virksomheden har fået besked om bøden. Læs her hvordan du fremsender en indsigelse i disse sager. Det kan også være relevant at få prøvet yngre bøder, men det bør være på baggrund af en individuel vurdering. Kontakt advokat Jesper Juhlin for vejledning.

Rådet har ligeledes forsøgt at få en overordnet aftale i stand med anklagemyndigheden om en hensigtsmæssig håndtering af disse sager, for at undgå at belaste alle parter med et større antal samtidige og enslydende sager spredt rundt omkring i Danmark. Det har anklagemyndighedens øverste chef, Rigsadvokaten, indtil videre afvist, og fastholder, at sagerne skal vurderes individuelt.  

Efter Dansk Bilbrancheråds opfattelse et håbløst ressourcespild, hvilket har fået rådet til at indgå samarbejde med blandt andet SMVdanmark som nævnt. Håbet er, at nogen i systemet får øje på det åbenlyse ressourcespild, ikke mindst efter det er kommet frem, at der kan være tale om op mod 23.000 bøder i alt.

En ændring i reglerne og praksis

Dansk Bilbrancheråd og samarbejdspartnere går efter at få ændret både regler og praksis vedrørende fartbøder. 

Dels ved at få fastlagt en linje for, hvornår der skal indtræde myndighedspassivitet i de bøder, der allerede er udskrevet. Men sagen giver også anledning til at se på reglerne fremadrettet.

Det objektive ansvar er indtil videre et vilkår vi må leve med, men det er rådets og alliancepartnernes opfattelse, at det ikke er uforeneligt med et pålæg til Politiet om, at bøder på objektivt grundlag skal være fremsendt inden 6 måneder, og ellers bortfalder de. Når det kan lade sig gøre i andre lande, skal det også kunne lade sig gøre i Danmark.

Dansk Bilbrancheråd følger sagen og opdaterer løbende om nyt.

Henvendelse

Advokat Jesper Juhlin jsj@dbr.dk, tlf. 22924399.

Dansk Bilbrancheråds artikler om de gamle fartbøder (ældste øverst)

Urimelige gamle fartbøder på udlejningsbiler? | Dansk Bilbrancheråd (dbr.dk)

Opfølgning på sagen om de gamle fartbøder | Dansk Bilbrancheråd (dbr.dk)

Sagen om ”de meget gamle fartbøder” | Dansk Bilbrancheråd (dbr.dk)

Fartbødesagerne - endelig afklaring | Dansk Bilbrancheråd (dbr.dk)