Det er sgu fedt dét der!

Jeppe Præstiin Mikkelsen til DM i Skills 2023 ved en Toyota Auris.

Med et sponsorat fra blandt andet Dansk Bilbrancheråd er mekanikerlærling Jeppe Præstiin Mikkelsen netop nu til EuroSkills i Gdansk. Både for at teste ham selv af, men også for at inspirere andre unge til at blive mekanikere.

Jeg håber at min deltagelse i EuroSkills giver et godt billede ud ad til; at det viser, at der er nogle dygtige unge mennesker i branchen og her er engagerede skoler.

Jeg håber, det kan inspirere andre unge til at blive mekaniker, ved at få dem til at tænke; Det er sgu fedt dét der.

Det fortæller lærling hos medlem Pro Tech Biler i Ringkøbing, Jeppe Præstiin Mikkelsen, da Dansk Bilbrancheråd fangede ham inden afgang til en snak om hans deltagelse i EuroSkills i Gdansk, hvor konkurrencerne løber fra torsdag d. 7. september til fredag d. 8. september. 

I februar vandt Jeppe DM i Skills i kategorien personvognsmekaniker, hvor han i følge dommerne, ud over den faglige viden, også havde dét ekstra og dén tillid til egen dømmekraft, der skulle til, for at vinde DM i Skills.

Dansk Bilbrancheråd hjalp med et sponsorat

I følge Jeppe selv er han konkurrencemenneske og syntes selvfølgelig, at det var mega fedt, at han vandt DM i skills. Men han havde ikke troet, at det betød, at han også skulle til EM (EuroSkills), da han vandt, som vinderpladsen ellers giver en åben invitation til.

Jeg var slet ikke klar over, at det var en mulighed at komme med til EM inden DM var ovre. Det var først, da Erik spurgte, om vi ikke skulle få mig til EM, at muligheden gik op for mig.

Det fortæller Jeppe om adm. direktør i Dansk Bilbrancheråd Erik S. Rasmussens tilbud om at være med-sponser for at dække udgifterne på hans skole (Skjern Tekniske Skole), og fortsætter;

Det betyder megameget, at der er sponsorer, der støtter op om det her. Jeg er den første dansker, der skal til EM for mekanikerlærlinge, og det var slet ikke muligt, hvis der ikke var nogle sponsorer, der bakker op. Jeg er virkelig glad for sponsoratet, da jeg godt kan lide at presse mig selv, og se hvor langt jeg kan komme, fortæller Jeppe og fortsætter;

Jeg håber også, at min deltagelse kan inspirere andre mekanikerlærlinge til, at de giver det sidste nøk for at se, hvor dygtig de selv kan blive.

Dansk Bilbrancheråd følger konkurrencen på tætteste hold og ønsker Jeppe Præstiin Mikkelsen held og lykke til EuroSkills i Gdansk 2023.

Henvendelse 

Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt kommunikationschef Majbrit Berthelsen på tlf. 40184884 eller mail mb@dbr.dk