Brugtbilmarkedet i september: Priserne eksploderer

Bilsalget af brugte biler i september i tal.

 

I september steg prisindekset med 2,8 procentpoint, og dermed har vi registreret den største stigning i priserne på én måned nogensinde.
 

I september måned steg prisindekset med 2,8 procentpoint, og dermed har vi registreret den største stigning i priserne på én måned nogensinde.

Alle drivlinier stiger i pris, men hvor priserne på brugte elbiler og plug-in hybrider i årets første otte måneder er faldet i pris, så stiger de igen i pris.

Årsagen er en høj omsætning af især nyere elbiler, mens udbuddet kun vokser marginalt. Det samme ses for plug-in hybriderne, og det skyldes, at der bliver handlet ind inden afgifterne ændrer sig ved nytår.

Samtidig forlyder det fra markedet for nye biler, at der fortsat er leveringsudfordringer i et bredt perspektiv for de elektriske biler.

Svært at skaffe nye biler, så folk køber brugte

Ellers så er det interessant, at omsætningen af brugte biler for årets første ni måneder fortsat ligger over 2020.

Indtil videre er der foretaget to procent flere transaktioner og handler end i samme periode sidste år. Det på trods af, at udbuddet er godt 30 procent mindre i gennemsnit. Der er samtidig ingen tegn på, at efterspørgslen aftager.

Sidste år var det drevet af efterspørgsel efter brugte biler, fordi forbrugerne ikke ville køre i offentlige transportmidler.

I år er efterspørgslen drevet af leveringsudfordringer for de nye biler.