På 15 år er Skjern Tekniske Skole gået fra at være en af de mindste i landet til nu at være en af de største. De sidste tre år er antallet af elever vokset med 25%, og i 2019 blev 341 uddannet som mekanikere fra skolen.
I december sidste år stod skolens hold af nyuddannede svende bag landets højeste karaktergennemsnit for svendeprøver – nogensinde. Det var på 11,08.
Se TV2 Midtvests videoindslag fra Skjern Tekniske Skole.
Ifølge flere af de elever TV2 Midtvest har talt med, så er der altid nyt udstyr, nye biler og de rigtige testere på værkstederne, og det tæller. Og så er undervisernes engagement i eleverne ifølge eleverne langt ud over det sædvanlige.
- Lærerne heroppe er rigtigt engagerede og energifyldte. De er sådan nogle drengerøve ligesom os, der godt kan lide at gå ind i det og rode i egen bil, fortæller mekanikerelev Martin Boye til TV2 Midtvest.