Mange erhvervsdrivende tager igen mod kunder

Blandt andet tatovører og piercingklinikker tager igen mod kunder.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget blev før weekenden enige om en yderligere åbning af Danmark. Det betyder blandt andet, at danskerne igen kan komme til frisøren eller få frisket tatoveringerne op.

Smittespredning

Det er over en måned siden, at regeringen valgte at lukke store dele af Danmark ned for at mindske smittespredning i samfundet under den igangværende coronaepidemi.

Langsomt, men sikkert, er vi på vej gennem coronakrisen, og det har fået samtlige Folketingets partier til at lave en aftale om at udvide genåbningen af landet fra i dag mandag den 20. april.

Disse erhverv kan åbne i dag

Erhvervsministeriet oplyser, at følgende erhverv fra i dag mandag den 20. april igen kan åbne for kunder:

  • Frisører
  • Fysioterapeuter
  • Kiropraktorer
  • Ergoterapeuter
  • Osteopater
  • Kliniske Diætister
  • Fodterapeuter
  • Optikere
  • Psykologer
  • Tandområdet, herunder kliniske tandteknikere, tandlæger og tandplejere
  • Høreområdet
  • Private hospitaler og klinikker
  • Skønheds- og massageklinikker
  • Kropsplejeklinikker
  • Spaklinikker
  • Tatovører og piercingklinikker
  • Øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og solarier.
  • Køreskoler

Opførsel i påsken afgørende

Samtidig fortsætter planlægningen af den yderligere genåbning af Danmark.

Men det afgørende for næste fase er de endnu ukendte smittetal fra påsken. For der kan gå op til 14 dage, fra en person bliver smittet, til personen bliver syg, og derfor kan det være svært at sige, hvordan den danske befolkning har opført sig påsken over.

Har danskerne fulgt forholdsreglerne, og er smittetallene derfor stadig lave, vil det øge presset på regeringen i de kommende forhandlinger om en yderligere åbning af samfundet.

Den 10. maj er den næste vigtige dato, hvor yderligere lempelser vil blive overvejet.