
Det vi nu kender som optjeningsår, skal vi fremover vænne os til at kalde ferieår. Det nye ferieår løber fra 1. september til 31. august.
Til gengæld indføres et nyt begreb ”Ferieafholdelsesperiode” (forkortet Ferieperiode), for den periode hvor den optjente ferie kan afholdes.
Ferieperioden forlænges fra de nuværende 12 måneder til 16 måneder, og placeres 1. september til 31. december.
Årsagen til, at ferieperioden starter 1. september og ikke 1. maj som vi er vant til, er samtidighedsprincippet. Hvis ferieperioden startede 1. maj ville vi kun have optjent ferie i 2-3 måneder når sommerferien skal afholdes for de fleste (ca. 6-7 feriedage). Derfor starter ferieperioden 1. september, så der er god tid til at optjene ferie til hovedferien året efter.
På samme måde varer den nye ferieperiode 16 måneder, for at sikre efterårsferie til dem, som ønsker at afholde ferie der. Når ferieperioden starter 1. september, kan man ikke nå at optjene 5 dages ferie til efterårsferie måneden efter. Derfor forlænges ferieperioden med fire måneder, så man kan nå både at optjene ferie og afholde en efterårsferie i samme ferieperiode.