Salget af personbiler har været rekordhøjt i 2019. Der er sammenlagt blevet solgt 225.594 personbiler, hvilket er det højeste antal for et kalenderår nogensinde.
Andelen af elbiler blev i 2019 på 2,4 procent af det samlede personbilssalg – den bedste andel hidtil, omend fortsat meget lav. Tilsvarende for plug-in hybridbiler blev andelen i 2019 på 1,7 procent, ligeledes den bedste hidtil.
Det er dog for begges vedkommende, andele som i de kommende år vil vokse, idet bilindustrien allerede har bindende ”klimamål” og skal levere en halvering af CO2 udslippet fra de nye biler i 2030.
Den største vækst er i SUV segmentet, hvor også de mange såkaldte crossovers er kategoriseret. Danskerne er begyndt at kunne se fordelene ved en lidt højere bil.
Det samlede billede er således, at de danske bilkøbere har anskaffet sig lidt større biler, men at vi fortsat kører rundt i markant mindre biler end i vores nabolande. En tredjedel (34 %) af salget udgøres stadig af mikro- og små biler.
Volkswagen er det bedst sælgende mærke i 2019, og de har sammenlagt solgt 31.107 biler i løbet af året. Peugeot indtager andenpladsen med 19.140 solgte eksemplarer, og til sidst Toyota ryger op på en tredjeplads, efter at der er blevet nyregistreret 17.332 biler.
Nissan Qashqai er den mest solgte model i 2019. For året har Qashqai’en solgt 7.325 biler. På en andenplads ligger Citroen C3, som også har været en populær bil i år. Der er sammenlagt blevet solgt 6.914 C3’ere i løbet af 2019 og til sidst ligger Peugeot 208 der sammenlagt har solgt 6.852 biler.
Kilde: De Danske Bilimportører