Hver fjerde lille eller mellemstore virksomhed, der sidste år ansøgte om lån eller kassekredit i banken, fik et nej – på trods af, at det var sunde virksomheder, hvor 82 pct. har haft overskud de to forudgående år, viser en undersøgelse fra SMVdanmark det tidligere Håndværksrådet.
Derfor har SMVdanmark taget initiativ til et særdeles attraktivt erhvervslån med fast rente, fair vilkår og ingen ubehagelige overraskelser. Med SMVdanmarks nye låneportal får de små og mellemstore virksomheder et reelt alternativ til at gå i banken, hvad enten de skal låne penge, eller vil forrente deres kapital bedre.
- Vi har ikke filialer, hovedkontorer og store direktørlønninger og kan holde omkostningerne så langt nede, at vores rentemarginal kun er på 1 procentpoint mod op mod 7 pct. i bankerne, siger Jakob Brandt, vicedirektør i SMVdanmark.
Ifølge vicedirektøren kan virksomheder med overskud altså låne deres penge ud og få en væsentlig bedre forrentning end i banken, mens låntager får en lav og konkurrencedygtig rente, faste vilkår og et uopsigeligt lån i hele perioden.
- Populært sagt er SMVerhvervslån en platform, der formidler penge på samme måde, som Airbnb formidler overnatninger. Vi skaber kontakten mellem to parter, som hver har et behov, og vi sikrer, at det foregår på ordnede vilkår, siger Jakob Brandt og fortsætter.
- Er man medlem af SMVdanmark, får man som låntager også en andel af overskuddet - såkaldte SMVkroner. Derfor kalder vi det også SMV-venlige erhvervslån.
Læs mere på www.SMVerhvervslaan.dk