Den italiensk-amerikanske bilgigant Fiat Chrysler er på frierfødder hos den franske bilproducent Renault.
Det oplyser selskabet i en udtalelse mandag. Bliver fusionen til virkelighed vil den samlede virksomhed blive den tredjestørste bilproducent i verden.
De to største er Volkswagen og Toyota fra henholdsvis Tyskland og Japan. De to selskaber sælger begge omkring 10,6 millioner biler om året.
Får Fiat Chrysler sin vilje og bliver slået sammen med Renault vil den samlede virksomhed sælge omkring 8,7 millioner om året, oplyser Fiat Chrysler i mandagens udtalelse.
Fiat Chrysler foreslår Renaults bestyrelse, at de to virksomheder slår sig sammen gennem en 50/50-fusion. Det vil potentielt skabe et 'overlegent globalt bilselskab', lyder det.
Renaults bestyrelse er gået i tænkeboks og vil overveje tilbuddet på et møde mandag formiddag.
En beslutning ventes dog ikke at være lige om hjørnet. Det oplyser en unavngiven kilde fra Renault til nyhedsbureauet AFP.
- Det kommer til at tage flere dage - måske endda uger, lyder det. Også den engelske avis The Guardian har en fyldig omtale af den potentielle fusion.
Renault er i øjeblikket en del af en alliance bestående af den franske bilproducent samt japanske Mitsubishi og Nissan. Den alliance står tilsammen for salg af omkring 10,8 millioner biler om året.
Den franske regering, der ejer 15 procent af Renault, ser positivt på muligheden for en fusion.
Nyhederne om en mulig fusion fik mandag morgen Fiat Chryslers aktier til at stige voldsomt. Da aktiemarkederne åbnede mandag i Milano, steg selskabets aktier med 18 procent. De faldt senere en smule.