Får tre danske kandidater til Europa-Parlamentet magt, som de har agt, så bliver ejerskab til data fra den forbundne bil et af de emner, som deres partigrupper vil bedømme den nye Europa-Kommission på, når den skal sammensættes for en ny femårig periode – for så vigtig en sag er det.
Det håndslag gav socialdemokraternes Jeppe Kofod, Venstres Bergur Løkke Rasmussen og De Konservatives Pernille Weiss under et møde arrangeret af alliancen for bilejernes ret til egne data med Autohjørnet i Espergærde som vært i dag onsdag.
Bag alliancen står Dansk Bilbrancheråd, FDM, Forsikring & Pension, AUTIG og SMVdanmark, der alle frygter, at bilfabrikanterne skal få held til at sætte sig på de data, som den forbundne bil genererer. Det vil true den frie reparationsbranche, svække det frie forbrugsvalg og hindre den enkelte forbruger i selv at bestemme, hvem der skal have adgang til data fra bilen.
Den problemstilling ville alliancen gerne gøre de politikere opmærksomme på, der har nøglen til at få udvirket den nødvendige lovregulering, nemlig nuværende og måske kommende medlemmer af Europa-Parlamentet.
- Som brancheorganisation er vi naturligvis ganske tilfredse med, at der nu er rettet et EU-politisk lys på denne problemstilling vedrørende bildata, siger Erik S. Rasmussen, direktør, Dansk Bilbrancheråd.
Grundlæggende drejede arrangementet hos Autohjørnet i Espergærde sig dels om en praktisk demonstration af bildata, dels at høre politikernes holdning til bildata og ejerskab af disse data.
Heldigvis for den frie værkstedsbranche er de tre politikere enige om, at det naturligvis er bilejeren, der skal ende med at eje de data, bilen genererer.
Efter politikernes indlæg fik de demonstreret af mekanikermester Henrik Jensen, hvordan en mekaniker bruger sit diagnoseudstyr til at udtrække og behandle data, og hvor vigtige disse data er i forhold til reparation og vedligehold, og hvor store problemer det medfører, hvis mekanikeren ikke længere har adgang til en bils data.
Erik S. Rasmussen roser de tre tilstedeværende politikere for deres store engagement i sagen.
- Efter denne praktiske demonstration ser jeg nu frem til en egentlig langsigtet proces, der skal munde ud i en EU-lovgivning på området, siger Erik S. Rasmussen og tilføjer:
- Vi har også noteret os, at de tre politikere er enige med os i, at der er tale om en vigtig problemstilling som de, såfremt de bliver valgt, vil medbringe til yderligere behandling i parlamentet.