En bøde på 1,2 millioner kroner – det er, hvad Taxa 4x35 står overfor, hvis det står til Datatilsynet. Bøden får taxaselskabet for at have gemt knap 9 millioner kundedata i en meget længere periode, end der var et behov for.
På tidspunktet for tilsynsbesøget var der registreret oplysninger om 8.873.333 personhenførbare taxature, som var ældre end to år.
Det er nu op til politiet at vurdere, om der er grundlag for et egentligt bødeforlæg til taxaselskabet.
Datatilsynet har i pressemeddelelsen herom lagt særlig vægt på omfanget af data, som var åbenbart unødvendige. Taxaselskabet havde fastsat en slette frist på kundens navn på 2 år og resten af kundens data (dvs. kørsel og telefonnummer) på 5 år.
Taxaselskabet har angiveligt argumenteret for, at det vil være besværligt at indrette deres systemer anderledes, hvilket Datatilsynet dog ikke på nogen måde har tillagt vægt.
Hvis bøden bliver, som Datatilsynet har indstillet , så er den absolut væsentligste lærdom heraf, at slettepligten er absolut, og at tekniske vanskeligheder IKKE er en undskyldning.
Så hvad med dig - har du styr på din slettefrist?