De to store bilproducenter Volkswagen og Ford vil lægge en del af deres konkurrence til side og gå sammen i en alliance om at bygge pickup-trucks og varebiler. De første resultater af det samarbejde forventes at rulle af samlebåndet i 2022.
Det bekræftede selskaberne i går tirsdag i en pressemeddelelse, efter at nyhedsbureauet Reuters i sidste uge skrev, at offentliggørelsen af en ny alliance var på trapperne.
- Alliancen vil blive en hjørnesten i vores vej mod at forbedre konkurrenceevnen, siger Volkswagens topdirektør, Herbert Diess, ifølge Bloomberg News.
Herudover forpligter de to producenter sig til at udforske mulighederne i et eventuelt samarbejde om udvikling af elbiler, selvkørende biler og andre "mobilitets-tjenester".
Foruden varebiler skal de to virksomheder ifølge et fælles "memorandum of understanding" også finde ud af, hvordan man kan arbejde sammen om udvikling af elbiler, teknologi til selvkørende biler og nye former for transportservice. Ligesom de to bilproducenter er "åbne overfor at overveje yderligere bilserier i fremtiden."
I modsætning til eksempelvis samarbejdet mellem Renault, Nissan og Mitsubishi planlægger VW og Ford ikke gensidigt ejerskab.