Nyt fra SMVdanmark - sæsonens politiske kampe

Sommerferien er slut. Også for politikerne. En ny politisk sæson er lige på trapperne. I SMVdanmark er de klar til at kæmpe videre for bedre vilkår for alle små og mellemstore virksomheder.

I det første halvår af 2024 fik SMVdanmark bl.a. gennemført en ret til erhvervskonto, de fik en aftale om en ambitiøs iværksætterstrategi med flere rigtig gode tiltag, og de fik skabt bedre vilkår for virksomheder, som vil gennemføre generationsskifte.

Men vi skal videre! Her får I de vigtigste politiske kampe, som SMVdanmark vil have fokus på den kommende tid:

  1. Fair betalingsfrister med et lovbestemt loft på max 30 dage
  2. En ny ungdomsuddannelse, der kan sikre flere faglærte
  3. Mindre bøvl og bureaukrati, så det bliver nemmere at drive virksomhed

Kan vejen til fair betalingsfrister gå via Bruxelles?

Er det fair, at små og mellemstore virksomheder skal agere bank for de store? Er det fair, at mange skal vente både 60, 90 og 120 dage for at få betaling for deres arbejde? Og er det fair, at SMV'er skal afregne moms til staten, før de har fået betaling fra deres kunder?

Nej, det er slet ikke fair! Men alligevel er det hverdagen for rigtig mange SMV’er. Derfor har SMVdanmark længe kæmpet for et lovbestemt loft for betalingsfrister på max 30 dage.

I foråret tog SMVdanmark et stort stik hjem i den kamp. Her stemte et flertal i Europa Parlamentet nemlig for netop en sådan lovgivning. Men der kan stadig være lang vej gennem EU-møllen, før det bliver er realitet. Det er derfor rigtig glædeligt at se, at det nye ungarske EU-formandskab i deres program for formandsperioden specifikt nævner, at de vil rykke på regulering af betalingsfrister i indeværende år.

Den proces kommer SMVdanmark til at gøre alt, hvad de kan for at hjælpe på vej. Både i dialogen med vores hjemlige politikere og gennem vores engagement i den europæiske SMV-organisation, SMEunited.

Kan vi give uddannelserne en ordentlig overhaling og afhjælpe manglen på faglærte?

I årtier har vi talt om det: Vi mangler faglærte – og problemet bliver kun større. Skiftende regeringers mindre justeringer har ikke ændret på det. Gymnasiet er stadig automatvalget for langt størstedelen af de unge, og manglen på faglærte vokser.

Fra SMVdanmarks side tror de ikke flere små justeringer. SMVdanmark ønsker en større ændring af hele området med en ny, praktisk orienteret ungdomsuddannelse, som for alvor kan tage konkurrencen op med gymnasierne. Her skal være et stærkt element af praksisfaglighed og et socialt miljø, der matcher det, de unger søger på gymnasierne.

SMVdanmark ved heldigvis, at dette på lange stræk matcher børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes ambition.

Uddannelsesområdet kan være et tungt system at ruske op i. Her er mange stærke aktører og meget vanetænkning. At udfordre status quo kræver derfor både dyb faglig indsigt i feltet, stort politisk mod og solid viljestyrke. Adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt udtaler:

Som jeg oplever Mattias Tesfaye, så er han heldigvis i besiddelse af netop dette i store mængde. Så jeg glæder mig virkelig til at se, hvad han og resten af regeringen vil lægge frem her – og til at hjælpe ændringerne på vej.

Kan vi få regeringen ind i kampen mod bøvl og bureaukrati?

I foråret var Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose ude og gentage en gammel Venstre-mærkesag: De vil fjerne 25 pct. af de administrative byrder, som det offentlige pålægger virksomhederne. En fantastisk idé, som SMVdanmark kun kan støtte. Kampen mod bureaukratiet er en SVMdanmark-mærkesag.

Det er dog ikke noget, der er nævnt i det nuværende regeringsgrundlag – eller noget de to andre partier i flertalsregeringen for alvor har bidt til bolle på endnu. Og avisinterviews og luftige målsætninger flytter intet i sig selv.

Men jeg tillader mig at være forsigtig optimist og have en forventning om, at vi kommer til at se reelle tiltag fra regeringen på denne front, udtaler Jakob Brand og afslutter;

Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at skubbe på. Bureaukrati bliver således også hovedtemaet, når vi til oktober byder velkommen til vores årlige Christiansborgdag, hvor vi tager dialogen direkte med en række prominente politikere.