Workshop om nyt køretøjsteknisk register

Dansk Bilbrancheråd har deltaget i en workshop arrangeret af Færdselsstyrelsen, hvor styrelsen ønskede input til et nyt køretøjsteknisk register.  

 

Færdselsstyrelsen havde inviteret samtlige betydende brancheaktører til en workshop med ét eneste fokus: at få input fra branchen til et nyt køretøjsteknisk register.

Dansk Bilbrancheråd deltog via den selvstædige brancheforening, Køretøjsopbyggerne under Dansk Bilbrancheråd, ved workshoppen. Herfra mødte formand Per Lavmand, Lavmands Karosseri i Ringsted, sammen med Dansk Bilbrancheråds vicedirektør, Johanne Berner, der også er sekretariatsleder for Køretøjsopbyggerne. 

Færdselsstyrelsen oplyste ved workshoppens begyndelse, at arbejdet forventes at munde ud i en foranalyse, der skal danne beslutningsgrundlag for politikere i forhold til, om det giver mening at etablere et helt nyt register, der alene skal have fokus på køretøjsteknik. Registret kunne med fordel linkes op til DMR, men forventes ikke etableret som en egentlig, integreret del af DMR. Gentagne tidligere møder mellem branchen, Færdselsstyrelsen og Motorstyrelsen har vist, at DMR har nok i sine egne fejl. 

På mødet blev de aktuelle udfordringer og fremtidige ønsker til et nyt register indgående drøftet på tværs af alle interessenter - og med sig hjem tog Færdselsstyrelsen derfor en lang ønskeliste til et nyt system.

Blandt de fremmeste ønsker var

  • agilitet og fleksibilitet; registeret skal være tilpas fleksibelt til, at det kan tilpasses i takt med ny lovgivning,
  • gennemsigtighed og validitet; registerets oplysninger skal være valide og troværdige

En helt grundlæggende udfordring, der blev påpeget fra flere sider, for nyere køretøjer, er den manglende implementering af den del af typegodkendelsesforordningen fra 2018, hvori der i EU allerede er fuld adgang til COC-dokumenter. Dette gælder dog kun for netop nyere køretøjer, hvilket efterlader en stor mængde køretøjer, der skal håndteres manuelt i systemet. 

Der forventes en foranalyse inden jul, men hvad der sker derfra, er uafklaret. Blandt andet er der et markant uafklaret spørgsmål om økonomi; og et forsigtigt skøn fra Færdselsstyrelsens side var, at projektet ville koste et tre-cifret millionbeløb. Det tal står i øvrigt i skærende kontrast til de 300.000 kr., som selvsamme Færdselsstyrelse anslog, at et køretøjsteknisk register ville komme til at koste, da det blev drøftet tilbage i 2020 i forbindelse med implementeringen af netop typegodkendelsesforordningen.

Køretøjopsbyggerne under Dansk Bilbrancheråd følger området tæt og ser frem til at høre nærmere fra Færdselsstyrelsen omkring arbejdets potentielle næste fase.  

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer vedrørende Køretøjopsbyggerne under Dansk Bilbrancheråd, da kontakt sekretariatsleder Johanne Berner på 22 41 51 03 eller jbh@dbr.dk.