Husker du lejekontrakterne?

Husker du at få udarbejdet en kontrakt på dine lejebiler? - det kan være dyrt at lade være...

I en helt ny afgørelse fra Ankenævn for biler måtte et værksted sande, at fraværet af en skriftlig aftale om udlejning af bil i forbindelse med et værkstedsbesøg kostede indtjeningen på lejebilen.

I sagen havde et værksted fået en bil til reparation, og kunden havde bedt om at få stillet en bil til rådighed. Ved dialogen herom var der hverken talt nærmere om pris eller andre vilkår - og i hvert fald fik kunden ikke underskrevet en lejekontrakt på bilen, da han fik nøglerne udleveret. Udlejningsbekendtgørelsen var således ikke efterlevet.  

Uenighed om aftalen

Kunden endte med at have bilen i et par uger, da reparationen foregik over sommerferien. Ved afleveringen havde kunden i kraftige vendinger givet udtryk for, at den pris, han blev opkrævet - ca. 5.000 kr. i alt - var alt for høj i forhold til den standard, bilen havde haft. Blandt andet var han utilfreds med, at bilen ikke var rengjort, da han fik den udleveret. Kunden endte dog med at betale under protest.

Få dage efter ændrede kunden sin opfattelse - og gjorde nu gældende, at han ikke skulle betale, fordi han var blevet lovet bilen gratis. Den udlægning kunne værkstedet ikke genkende, og sagen endte i ankenævn for biler.

Ankenævnet konstaterede, at værkstedet havde forbrudt sig mod udlejningsbekendtgørelsen ved ikke at udarbejde en lejekontrakt. Det kunne have været problematisk, hvis kunden var blevet stoppet i bilen, fordi såvel forsikringsforhold som fremvisningspligten for kunden af kontrakten, forudsætter, at der ER en skriftlig kontrakt. 

Værkstedet havde herefter bevisbyrden for, at kunden på anden måde havde været indforstået med at skulle betale for lejen - og selvom værkstedet henviste til, at der hang skilte med lejepriser m.v. på både indgangsdør og bagved værkførerskranken, så var beviset ikke ført. 

Derfor blev værkstedet pålagt at tilbagebetale den opkrævede leje - og i øvrigt betale sagsomkostninger til ankenævnet på 10.000 kr. + moms. 

Flere grunde til at oprette en lejekontrakt

At oprette en lejekontrakt er derfor en pligt - både fordi det er et lovkrav, men også fordi det sikrer et grundlag for at udfakturere. Derudover sikrer det kendskab til, hvem, der egentlig har bilen - og på den måde kan det sikres, at der er nogen at rejse krav mod, hvis bilen ikke afleveres, anvendes til vanvidskørsel eller andre lovovertrædelser eller afleveres med skader. 

Lejekontrakten er et lovkrav uanset om bilen udleveres gratis eller mod betaling. 

Og husk...Lejekontrakten skal opbevares i 5 år fra lejetidspunktet.

Vil du have en genvej til hurtige lejekontrakter, med overholdelse af lovkravene, så læs mere om Dansk Bilbrancheråds samarbejdspartner Carbuddiis digitale køresedler.

Henvendelse

For yderligere kan juridisk afdeling kontaktes; 43 99 66 33.