Første leasede køretøj konfiskeret

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at det første leasede køretøj nu er konfiskeret.

Præcis et år efter, at de nye regler om vanvidskørsel trådte i kraft, afgjorde retten i Viborg en dom i en sag om vanvidskørsel i en leaset bil oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Midt- og Vestjyllands Politi beslaglagde i december 2021 et leaset køretøj fra en 44-årig mand, hvor køretøjet blev brugt til at køre 122 km/t på en strækning i den vestlige del af Viborg, hvor den tilladte hastighed var 50 km/t.

Kørsel med mere end 100 procent af den tilladte hastighed ved kørsel over 100 km/t betegnes som vanvidskørsel, og derfor blev den 44-årig mand ved retten i Viborg idømt 20 dages betinget fængsel og tre års ubetinget frakendelse af førerretten. Han blev desuden dømt til at betale sagens omkostninger. Slutteligt blev køretøjet, der var leaset, altså konfiskeret. Den 44-årige mand har nu 14 dage til at tage stilling til, om han ønsker at modtage dommen eller anke til landsretten.

Midt- og Vestjylland er tilfreds

”Jeg er tilfreds med, at retten har været enige med os i, at bilen skulle konfiskeres, når den har været anvendt til vanvidskørsel – også selvom den har været leaset. Med dagens dom forventer vi, at flere leasede biler, der er blevet beslaglagt af politiet også vil blive konfiskeret ved retten, da den første sag altid er den sværeste at løfte,” siger Regin Østergaard, der er specialkonsulent hos Midt- og Vestjyllands Politi og været politianklager på sagen i retten. 

I løbet af de første 12 måneder med den nye lovændring har Midt- og Vestjyllands Politi beslaglagt hele 153 køretøjer, og på landsplan er det i alt blevet til 996 beslaglagte køretøjer.

Fakta om vanvidskørsel

Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:

- Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
- Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
- Særligt hensynsløs kørsel
- Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel over 100 km/t.
- Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover
- Spirituskørsel med en promille over 2,00

Udvalgte strafskærpelser for vanvidskørsel efter færdselsloven – trådt i kraft 31. marts 2021

- Kap- og væddeløbskørsel er skærpet fra bøde til fængsel. Kap- og væddeløbskørsel vil som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år efter færdselsloven.
- Skærpelse af straffen til fængsel for de groveste hastighedsforseelser - dvs. hvor hastigheden er
- 200 km/t. eller derover eller
- mere end 100 procent for hurtigt, hvis hastigheden er mere end 100 km/t.

Overtrædelserne vil desuden som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år.

Dansk Bilbrancheråds holdning

Dansk Bilbrancheråds holdning er, at reglen om konfiskation af anden persons ejendom ikke burde gælde for alle over en kam, da loven ikke stemmer overens med, hvad der er rimeligt. For små værksteder, der udlåner eller udlejer en bil nogle få timer eller dage, så er det ikke muligt at sikre sig efter loven. 

Selvfølgelig skal personer, der kører vanvidskørsel straffes, og hvis det er folks egne biler, er det helt i orden med en konfiskation, men ikke i låne-/lejebiler.

Henvendelse

Har du kommentarer eller spørgsmål, da kontakt kommunikationschef i Dansk Bilbrancheråd Majbrit Berthelsen mb@dbr.dk eller tlf. 40184884.