Presset bilmarked i USA

I USA er det blevet markant dyrere at købe biler indenfor de seneste knap to år. Årsagen ligger i corona-pandemiens forskellige påvirkninger af udbud og efterspørgsel.

I USA ser vi - lige som i Danmark - et presset bilmarked, hvor der er mangel på biler grundet corona-pandemien. Derfor er priserne også røget opad og specielt for brugte biler er prisen nærmest eksploderet i USA skriver Fox Business.

Siden pandemien for alvor tog fat i marts 2020, er prisen på brugte biler i gennemsnit steget med 42%, og som eksempel koster en brugt bil, som tidligere ville koste 5.000 USD nu 8.000 USD og en 8.000 USD bil nu op til 12.000 USD. 

Dermed koster en gennemsnitlig brugt bil i USA nu 64% af prisen på en fabriksny bil, hvor den før kostede 54% af, hvad en ny bil koster. 

Corona giver det pressede marked

Det er efterspørgslen kombineret med manglen på biler, der driver priserne i vejret.

På grund af chipmangel og arbejdskraftsmanglen, så er der kun 1/3 af nye biler til salg hos forhandlerne i forhold til tidligere år, hvilket svarer til cirka 1 mio. biler mod tidligere 2,5-3 mio. biler.

Dermed kan leasingselskaberne og biludlejningsfirmaerne ikke erhverve sig nok nye biler, og brancherne holder derfor ved deres eksisterende bilflåde - eller endda køber brugte biler. 

Koblet med en stor efterspørgsel på brugte biler, grundet folks personlige præference for at køre i egen bil, nu de skal tilbage på arbejdspladsen, så stiger bilpriserne dermed. Det er mest udbredt på brugtbilerne, men de nye biler er også steget - dog ikke så markant. 

Mangel på biler i USA langt frem

Det forventes, at vi skal ind i 2023, før de amerikanske nyvognsforhandlere har det normale antal nye biler til rådighed.

Fordi det er leasingselvskaberne og udlejningsfirmaerne i USA, der - under normale omstændigheder - jævnligt fornyr deres bilpark, og dermed forsyner brugtvognsmarkedet med et stort antal biler, så forventes det, at vi skal frem til 2024 før, at antallet af brugte biler begynder at stige her.

Dermed går der lang tid, før det pressede bilmarked i USA har normaliseret sig efter pandemien. Noget vi i Danmark måske også kommer til at opleve?

Henvendelse

Kommunikationschef Majbrit Berthelsen mb@dbr.dk eller telefon 40184884.