Nyt om godkendte partikelfiltre – husk at dokumentere

Når du efter 1. januar 2022 monterer et partikelfilter på en dieseldrevet person- eller varebil, skal du i visse tilfælde huske at udfylde en såkaldt overensstemmelseserklæring – dvs. bekræfte, at det partikelfilter, du har monteret, er monteret efter fabrikantens anvisninger, hvis partikelfiltret er godkendt via en teknisk tjeneste.

Den 1. januar 2022 er nye regler om montering af partikelfiltre på dieseldrevne person- og varebiler trådt i kraft.

Reglerne findes i bekendtgørelse om visse eftermonterede partikelfiltre. I bekendtgørelsen fastsættes betingelserne for godkendelse af partikelfiltre, der eftermonteres på biler omfattet af Euro 4, Euro IV eller lavere euro-normer.

Overensstemmelseserklæring

Fremadrettet skelnes der mellem partikelfiltre, der er godkendt og filtre, der ikke er det.

De nærmere betingelser findes i et bilag til bekendtgørelsen – og for værkstedet, der monterer filteret, er der indført en pligt til at udfylde en såkaldt overensstemmelseserklæring, der også er optrykt i et bilag til bekendtgørelsen.

Erklæringen skal beskrive bilen med stelnummer, filteret med godkendelsesnummer, type og model og naturligvis også det monterende værksted.

Det, der bekræftes/erklæres er, at filteret er monteret iht. fabrikantens anvisninger, og at køretøjet fortsat overholder Detailforskrifter for Køretøjer – også efter monteringen.

Kort om sondringen mellem godkendte og ikke-godkendte filtre

Udgangspunktet er, at ethvert filter, der bærer en godkendelse til en konkret bil, naturligvis kan monteres i overensstemmelse hermed.

Hvis der monteres et filter, der er godkendt til den specifikke bil, skal filteret efter montering synes og noteres med det godkendte filter i DMR.

Synshallen skal se kopi af enten godkendelsesdokument eller anden dokumentation, fx en liste over godkendte bilmodeller fra filterleverandøren. Synsvirksomheden skal i så fald kontrolelre, at filteret er monteret og at godkendelsesnummeret er tydeligt.

Hvis der monteres et filter, der er godkendt til bilmodellen af en teknisk tjeneste, skal godkendelsesdokumenteret herfra medbringes. Derudover skal der til syn medbringes førnævnte overensstemmelseserklæring, hvorefter synsvirksomhedens opgaver er de samme, som ved montering af standard-godkendte filtre.

En tredje mulighed er at det monterede partikelfilter er godkendt af Færdselsstyrelsen – en omstændig proces, som også kræver involvering af en teknisk tjeneste. Det monterende værksted bør sikre sig dokumentation herfor ved køb af filter til den aktuelle bilmodel og -variant.

Endelig – og som en sidste løsning – kan der eftermonteres ”originale” filtre, hvis der 1) findes en variant af bilen, der har et fabriksmonteret filter, 2) bilen er forsynet med et filter, der både har følere før og efter filtret, 3) røgtætheden ikke måles til mere, end den værdi, der er angivet af typegodkendelsen(eller oplyst i øvrigt) og 4) mærkning med røgtæthed udskiftes til en mærkning med det på typegodkendelsen anførte/det oplyste fra fabrikanten.

Vi anbefaler, at Færdselsstyrelsen vejledning nr. 2032 af 4. januar 2022 læses nøje igennem ved eftermontering af partikelfiltre. Denne findes i en vedhæftet pdf-fil nederst i artiklen.

Baggrund

At partikelfiltre igen er et varmt emne skyldes de stramninger, der er indført omkring kørsel i miljøzoner omkring dieseldrevne varebiler.

Reglerne er indført trinvis, og første trin var 1. juli 2020, hvorefter dieseldrevne varebiler skal være monteret med partikelfilter, medmindre de er registreret første gang 1. januar 2007 eller senere.

Næste trin kommer 1. juli 2022, hvorefter partikelfilter er et krav, medmindre køretøjet er registreret første gang 1. januar 2012 eller senere.

Sidste trin (for nuværende) træder i kraft den 1. juli 2025, hvor første registreringsdato flyttes til 1. september 2016 – for at være undtaget krav om monteret partikelfilter.

Sidste skud på stammen er tanker om at omfatte personbiler også – men at lade det være op til den enkelte miljøzone at stille krav herom.

Henvendelse

Juridisk afdeling ved juridisk chef Johanne Berner (22 41 51 03), advokat Jesper Juhlin (22 92 43 99) eller advokat Lars Ellegaard (20 45 16 33).

 

Dokumenter: