Bilforhandlernyt uge 52 - Brugtbilmarkedet sluttede året godt af

Data for årets sidste Bilbase-uge

Brugtbilmarkedet sluttede året godt af. Besøgstallene på Bilbasen var de højeste for en nytårsuge i fem år, med lige over 700.000 besøgende.

Og der er fortsat stigende interesse for elbiler og plug-in hybrider. Apropos elbiler, så fortsatte stigningen i udbuddet af især nyere brugte elbiler, så der nu er over 3.400 elbiler til salg på Bilbasen. Det interessante er, at der går ikke lang tid før en ny elbil kommer på markedet i Danmark, til at der bliver udbudt brugt model på Bilbasen. Vi ser i stigende grad, at elbilerne bliver sat til salg med den klausul, at bilen først kan leveres nogle måneder senere. Det gælder bl.a. de ultrapopulære modeller Kia EV6 og Ionic 5 fra Hyundai.

Og så skal der lige varmes op til månedsrapporten for december måned, hvor vi samtidig benytter lejligheden til at runde året af. Allerede nu tegner det til, at 2021 blev et rekordår på mange måder, bl.a. i form af liggetider, niveau af prisrettelser, antal reelle salg og omsætning af nyere brugtebiler samt naturligvis omsætningen af brugte plug-in hybrider og elbiler, der steg med flere hundrede procent i 2021 sammenlignet med 2020. 

Den gode nyhed er, at det fortsætter i 2022, og at der naturligvis er udfordringer med at skaffe biler til udstillingslokalerne, men der er fortsat en grundlæggende sund forbrugerinteresse for at købe brugte biler, og det er den afgørende forudsætning for at brugtbilmarkedet har det godt.

Uge 52 i korte træk

Der var 701.000 besøgende i uge 52, og interessen holder et stabilt højt niveau. Udbuddet faldt yderst marginalt til 52.100 biler i alt, liggedagene er på 44 dage i snit. Der var 987 prisrettelser med 7.713 kr i snit.

Markedsinput fra AUTOproff for uge 52 2021:
AUTOPROFF B2B PRISINDEKS:
Prisindekset lå i årets sidste uge på indeks på 103, en smule under niveauet for uge 51, og udbuddet af B2B biler ligger lidt højere i uge 52 i forhold til sidste uge på indeks 103.

UDBUD/EFTERSPØRGSEL:
Der er pres på alle led i kæderne for at skaffe brugte biler, og det kan være svært at finde nok. Det betyder at der handles mange biler over landegrænserne, hvilket går begge veje dvs. både ind og ud af Danmark. Der er fortsat stor søgning på opkøb af udenlandske biler. I B2B segmentet mærker vi stor fokus på at opkøbe hybrider og elbiler på auktionerne.

GARANTIPRISER/MARKEDSAKTIVITET:
Vi kan mærke, at juleferien har betydet en stigende online aktivitet fra forbrugere som vil handle bil online. Derfor er der fortsat stigende aktivitet i markedet og god kundetrafik, hvilket betyder at vores aktivitet på antallet af garantipriser ligger højt. Vi er derfor som i sidste uge oppe i et højt og stabilt indeks 142.