Dansk Bilbrancheråd går til kamp mod Semler-gruppens "uautoriserede" metoder

Dansk Bilbrancheråd reagerer nu overfor Semler-gruppen på grund af en betalt artikel på Ekstra Bladet, hvor de fortæller, hvorfor man bør vælge et autoriseret frem for et "uautoriseret" værksted.

På Ekstra Bladet kan man møde artiklen "10 ting du ikke har tænkt over: Derfor bør du vælge et autoriseret værksted", som er en "journalistisk artikel", som Semler-gruppen (Volkswagen, Audi, SEAT, ŠKODA og CUPRA) har betalt for at få i nyhedsflowet. 

Artiklen fortæller i 10 gode råd, hvorfor man skal vælge et autoriseret værksted frem for at komme på et såkaldt ”uautoriseret værksted”.

Dansk Bilbrancheråd har gennemgået artiklen og har fundet flere mulige overtrædelser, hvor vi nu har anmodet annoncøren om at dokumentere de pågældende udsagn.

Her er problemerne

Jesper Juhlin, advokat i Dansk Bilbrancheråd fortæller her, hvorfor artiklen er problematisk:

"Man må gerne anprise egne fortræffeligheder. Men hvis man gør det på bekostning af andre – konkurrenterne –, så skal man kunne dokumentere sine udsagn. Det er grundlæggende det, der er tale om her; Artiklen er bygget op som en variation over det klassiske ”dem og os” tema, hvor der fremsættes en række påstande om påståede fordele ved at anvende et ”autoriseret” frem for et frit værksted." og Jesper Juhlin fortsætter;

"Annoncen er særligt problematisk, fordi der denne gang er tale om såkaldt ”annoncørbetalt” indhold. Dermed bliver annoncen ”forklædt” som journalistisk indhold, hvilket giver et falsk skær af troværdighed om udsagnene."

I artiklen er der flere udsagn, der efter Dansk Bilbrancheråds vurdering ikke er i orden at bruge i marketing. For eksempel påstås det:

  • At der i længden vil være en økonomisk gevinst ved at anvende et autoriseret værksted, herunder en højere gensalgsværdi
  • At originale reservedele skulle have en bedre kvalitet end dem, som typisk anvendes på et mærkeuafhængigt værksted
  • At andre reservedele end originale (hvormed også må menes OE-dele) skulle medføre hyppigere værkstedsbesøg, lavere gensalgsværdi, lavere holdbarhed og lavere sikkerhed.

Semler-gruppen har fået tilsendt en skrivelse fra Dansk Bilbrancheråd

"Med den nyligt afsagt dom fra Vestre Landsret, i sagen anlagt af Importørerne mod en kæde af uafhængige værksteder, har vi fået nogle ret klare retningslinjer for, hvornår budskaber om andre i en sammenlignende markedskommunikation skal dokumenteres." fortæller Advokat Jesper Juhlin,

På grund af den nyligt afsagte dom, er det nemt at se, hvor overtrædelserne sker i denne sag med "10 ting du ikke har tænkt over", og advokat Jesper Juhlin uddyber, hvordan Dansk Bilbrancheråd har reageret over for Semler-gruppen:

"Vi har nu sendt en skrivelse til Semler Gruppen A/S, hvor vi beder dem dokumentere ovenstående, og andre påstande i annoncen, inden 10 dage. Der er samtidigt varslet, at såfremt dokumentationskravet ikke efterleves, vil der blive rejst et efterfølgende krav om ophør og berigtigelse."

Vi informerer løbende ved nyt.

Hvis du også oplever marketing, der ikke følger reglerne eller er på grænsen, så kontakt os i Dansk Bilbracheråd, så vi kan få stoppet det.

Henvendelse

Advokat Jesper Juhlin jsj@dbr.dk eller på telefon 22924399.