Din Biladvokat fylder 5 år

 

En disruption af den traditionelle advokatbranche - advokatfirmaet Din Biladvokat fylder 5 år; 5 år med solid rådgivning og branchekendskab.

5 år, 500 sager og endnu flere tilfredse medlemmer.

Det er den status, som Din Biladvokat kan gøre nu, 5 år efter at advokatfirmaet så dagens lys. Advokatfirmaet blev stiftet af Dansk Bilbrancheråds juridiske chef, advokat Johanne Berner, og direktør og advokat Erik Rasmussen, der i deres daglige arbejde i Dansk Bilbrancheråd havde set et stort behov for at kunne bistå medlemmer med lidt mere jura, end rådet som brancheorganisation måtte - i hvert fald i følge reglerne for advokater. 

Din Biladvokat blev stiftet den 20. oktober 2016 efter at en fremsynet Hovedbestyrelse havde nikket ja til en konstruktion, hvor de to advokater stiftede et selvstændigt advokatselskab med egen sagsstyring og egen økonomi.

Medlemmer tog vel imod advokatkonceptet, der hurtigt viste, at der var et skrigende behov for at yde medlemmer af Dansk Bilbrancheråd en juridisk bistand med alt fra retssager til kontraktsret; alt sammen noget, som advokaterne via Dansk Bilbrancheråd ikke måtte bistå med, hvis ikke der var tale om principielle sager - og det er der sjældent, konstaterer Johanne Berner, der er administrerende direktør eller managing partner i Din Biladvokat. 

Medlemstilfredsheden steg i Dansk Bilbrancheråd

Dansk Bilbrancheråds medlemstilfredsshed steg markant efter stiftelsen af Din Biladvokat, ligesom Dansk Bilbrancheråd naturligvis udfakturerede Din Biladvokat for den tid, som blev brugt i regi af Din Biladvokat. Tiden har også vist, at begge de stiftende advokater fortsat holder til i Dansk Bilbrancheråd

"For hjertet banker stadig for medlemmerne; det er jo for deres skyld, at vi stiftede selskabet i sin tid", supplerer Erik Rasmussen og fortsætter; "Vi ville yde noget ekstra på det juridiske plan, som ingen af de andre brancheorganisationer kunne tilbyde - og det har vi gjort."

Ambitionen er fortsat tilfredse medlemmer og lave salærer

I alt er det blevet til knap 500 sager igennem de 5 år. Der var en mindre nedgang i 2020 i indgåede sager, men ikke noget, der får advokaterne - der i dag suppleres af advokat Lars Ellegaard og advokat Jesper Juhlin - til at tænke i at afvikle selskabet eller skrue ned for blusset.

"Ambitionen er fortsat tilfredse medlemmer, som vi kan bistå i et full-service-jura-kontor", fortæller Johanne Berner og forsætter "vi udfører så meget som muligt i regi af Dansk Bilbrancheråd, og skal vi endelig overføre sagen til Din Biladvokat, så har vi salærer, der ligger milevidt fra dem, de almindelige advokatkontorer fører. Vi disrupter advokatbranchen!"

Fødselsdagen er fejret med med-udgivelsen af Juridisk håndbog for bilforhandlere, som du kan læse mere om og købe her!  

 

For mere information om advokatfirmaet Din Biladvokat, så kontakt dem på info@dinbiladvokat.dk, tlf. 20 52 48 23 eller læs mere på hjemmesiden.