Medlemskonsulent til personalejura

 

Medlemskonsulent til personalejura til bilbranchens største brancheforening

Stillingsindhold

Hvad skal en mekanikerelev på tredje år have i løn? Hvilke regler gælder for opsigelse af en bilsælger, og hvordan er det nu med forældreorlov til en uddannet svend uden overenskomst?

Alt det – og meget mere af samme skuffe – mangler vi dig til at hjælpe med at svare på i Dansk Bilbrancheråds juridiske afdeling, der servicerer mere end 2.000 medlemsvirksomheder indenfor bilbranchen.

En god del af de daglige spørgsmål udspringer af medlemmernes overenskomstmæssige forhold, herunder Industriens Overenskomster og DBR Arbejdsgiverforenings overenskomster med hhv. Dansk Metal og HK. Derudover rådgiver vi ud fra lovgivning (herunder om dagpenge og orlov m.v.) samt funktionærretten.

Som ny personalekonsulent i Dansk Bilbrancheråd bliver du medlemmernes støtte i det daglige, som en intern HR-koordinator ville være det - hvis hver enkelt af vore medlemmer skulle have dig ansat. Udover personalespørgsmål vil du også skulle varetage øvrige almindelige opgaver for Dansk Bilbrancheråd, herunder telefonisk hotline med spørgsmål af mere generel karakter, samt opdateringer af vores intranet m.v. Det giver en varieret hverdag; synes vi.

Kvalifikationer

Om du er jurist, advokat eller på har anden baggrund for en erfaring med læsning af overenskomster, lovgivning og andet via medlemsrådgivning i en fagforening, en A-kasse eller noget helt tredje, er uden betydning. Det vigtigste er, at du har interesse for det stof, du skal rådgive om, og at du formår at rådgive korrekt, præcist og klart til vores medlemmer; uanset om det er det lille værksted i Tønder eller kædekonsulenten i en større værkstedskæde, der ringer med en forespørgsel.

Rammer og ansøgninger

Stillingen er en fuldtidsstilling med enkelte faste obligatoriske arrangementer, der strækker sig ud over almindelige arbejdstid. Kontoret ligger i Taastrup. Tiltrædelse hurtigst muligt; løn efter kvalifikationer. Ansøgninger kan fremsendes til juridisk chef Johanne Berner, jbh@dbr.dk. Ansøgninger vil blive behandlet løbende.

Er du interesseret i at høre nærmere, kan du kontakte juridisk chef Johanne Berner på 22415103 eller direktør Erik S. Rasmussen på 40414399.

Vi glæder os til at høre fra dig.