Højesteret har forhøjet de bøder, som Toyota Danmark og K.W. Bruun Import fik i landsretten for overtrædelser af markedsføringsloven. Det skriver Ritzau.
Straffesagen handler om, at annoncer for Toyota og Citröen ikke tydeligt fortalte om omkostninger ved forbrugerkredit. Den slags standardoplysninger skal ifølge markedsføringsloven angives på "en fremtrædende måde" og ikke gemmes væk nederst i annoncen med lille skrift.
De to bilimportører idømmes bøder på henholdsvis 190.000 kroner og 250.000 kroner, hvilket er betydelig mere end de bøder, landsretten udstak på 50.000 kroner.
Både når det gælder Toyota Danmark A/S og K.W. Bruun Import A/S (tidligere Citröen) lægger dommerne vægt på, at annoncerne var rettet imod et stort publikum, og at der er tale om større virksomheder.
Ifølge Ritzau er straffen fastsat til det dobbelte af de udgifter til markedsføring, som virksomhederne havde.
Toyota Danmark landede i regnskabsåret 2015/2016 et årsresultat på 103 millioner kroner, mens resultatet for K.W. Bruun Import var på 63 millioner kroner.