Den japanske bilproducent Toyota tilbagekalder godt en million biler på verdensplan. Herhjemme omfatter tilbagekaldelsen 2.900 biler.
Problemet er motorens ledningsnet. Hvis der samler sig støv på ledningerne, der forbinder sig til bilens hybrid-kontrolenhed, kan dette støv over tid nedbryde ledningernes isolering på grund af vibrationer. Det kan så igen føre til en kortslutning og dermed teoretisk set brandfare. Det er, hvad Toyota skriver, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.
Tilbagekaldet drejer sig om modellerne Toyota Prius Hybrid, Toyota Prius Plug-in Hybrid og Toyota C-HR Hybrid.
Ekstra Bladet har været i kontakt med pressechef i Toyota Danmark, Anders Tystrup. Han oplyser til avisen, at 2.900 biler i Danmark skal en tur forbi Toyota.
- Vi kalder det for en forebyggende sikkerhedskampagne. Der er heldigvis ikke tale om så mange biler i Danmark, men der er konstateret en mindre risiko for, at et punkt på motorledningsnettet kan komme for tæt på motorens metaldel. Det kan på sigt betyde, at ledningsnettet tager skade, men det sker typisk, når bilen er oppe i årene, siger Anders Tystrup til Ekstra Bladet.
- Toyota Prius Hybrid produceret fra juli 2015 til maj 2018,
- Toyota Prius Plug In produceret fra marts 2016 til maj 2018
- Toyota C-HR Hybrid produceret fra maj 2016 til maj 2018
Det er muligt at finde ud af om ens bil er omfattet af tilbagekaldelsen. Gå ind på Toyotas hjemmeside og søg efter ”sikkerhedskampagne”. Her kan man indtaste stelnummeret på sin bil, hvis man vil se, om den er omfattet.
Foruden Danmark er biler i USA, Japan, Australien og andre europæiske lande berørt. Halvdelen af de tilbagekaldte biler er solgt i Japan.