Visse registreringssyn er ulovlige - Syn er sat på pause!

 

En beklagelig fejl! Det er, hvad Færdselsstyrelsen kalder, at en lang række registreringssyn, foretaget efter 1. januar 2021, har vist sig at være gennemført uden lovhjemmel. Hvad værre er, at der fra 15. november 2021 ikke kan foretages registreringssyn, indtil der er gen-indført lovhjemmel.

Færdselsstyrelsen har opdaget, at de ved en sammenskrivning af lovgivning i efteråret 2020 har fået fjernet en regel i synsloven, der gør det muligt at foretage individuelle godkendelser ved syn af en række køretøjer. Det gør, at samtlige disse køretøjer, reelt set kører ulovligt på gaden - men det bliver der nu rettet op på.

De omfattede køretøjer er:

  • nye to- og trehjulede køretøjer, quadri-cykler og påhængskøretøjer hertil, (mest for motorcykelfolk)
  • nye traktorer, påhængskøretøjer og udskifteligt trukket udstyr til traktorer (mest for landsbrugssegmentet)  
  • ibrugtagne konstruktivt ændrede motorkøretøjer eller påhængskøretøjer (mest for opbyggere) samt
  • køretøjer (af alle slags) importeret fra udlandet (mest for bilforhandlere)

Ingen registreringssyn eller periodisk syn fra den 15. november 2021

I praksis betyder konstateringen, at der fra den 15. november 2021 IKKE vil kunne blive foretaget registreringssyn af ovenstående køretøjer, ligesom det ikke vil være muligt at foretage periodisk syn af køretøjer, såfremt der skal registreres ændringer på køretøjerne. 

Færdselsstyrelsen oplyser i deres nyhedsbrev om ovenstående, at Transportministeriet vil søge tilslutning til en hastebehandling af et lovforslag, der skal rette op på fejlen og sikre, at køretøjerne igen kan synes. Tidshorisonten kendes dog ikke herfor endnu, men Dansk Bilbrancheråd moniterer naturligvis problematikken tæt. 

De køretøjer, der ER blevet godkendt ved registreringssyn fra den 1. januar 2021 vil fortsat anses som godkendt, dvs. der nedlægges ikke kørselsforbud. Det forventes, at lovhjemlen vil blive indført med tilbagevirkende kraft. 

Det er vigtigt at pointere, at der ikke er tale om ændring af de tekniske krav, men alene er tale om en lovteknisk hjemmelsmangel. 

Vi overvåger processen og skriver ud, når der er nyt.

For nærmere om ovenstående kan juridisk chef Johanne Berner kontaktes på jbh@dbr.dk eller på telefon 22 41 51 03.